Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
50
shouted“ siger han, inden han går. Både smerte og nydelse forbin-
des med lyd og lydens gennemtrængende karakter.
She asks the way to get lost
Filmens åbningsscene viser en fire minutter lang realtime sol-
nedgangssekvens på billedsiden, mens en kvinde synger og taler
(utekstet) Laotisk på lydsporet. To unge kvindestemmer i dialog
fortæller, at den syngende kvinde er tigger, at hun er gal, at hun har
fulgt floderne og vandret i ti år fra Savannakhet, Laos, at hun har
glemt og efterladt sine børn på vejen. I løbet af filmen genlyder tig-
gerkvindens råb og sang i Calcuttas gader – på samme måde som
vicekonsulens råb gentages, efter han er smidt ud fra ambassaden.
Det tilsyneladende hermetiske ambassadeinteriør gennemkrydses
af lyde – de fysiske karakterer befinder sig i en tilstand af kropslig
dvale, men intens lytten; de strækker hals, de er fjerne i blikket,
de kommenterer råb og lyde fra byen. Det samme gør receptions-
gæsterne og fortællerstemmerne; tiggerkvindens og vicekonsulens
råb kan høres og evalueres på alle niveauer af filmen.
Efter Anne-Marie Stretters uforklarede druknedød i deltaet (el-
ler måske snarere overforklarede – vi får ikke én grund til hendes
død, men mange; hun kan have begået selvmord, hun kan være
blevet spist af deltaets hajer, som vi også får udpeget, eller hun
bliver simpelthen „pierced with light“, som en stemme fortæller i
begyndelsen af filmen) vender filmen i sidste scene tilbage til tig-
gerkvinden, og mens billedsiden panorerer vejen fra Calcutta til
Savannakhet frem på et kort, taler fortællerstemmerne om tigger-
kvindens grunde til at gå. Tiggerkvinden bliver med dette første
og sidste ord lydsporets hovedperson. Når stemmerne fortæller,
at hun hele sit liv har forsøgt at fare vild, bliver det et hun, der kan
indeholde både tiggerkvinden og Anne-Marie Stretter. Eksilet er
et fælles vilkår for de to, selvom det er vidt forskellige ting, der dri-
ver dem; tiggerkvinden er omflakkende af sult og galskab, Anne-