Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Krystalbilleder</strong><br />
86<br />
at udforske filmspr<strong>og</strong>et, der gør dem komplet tidløse <strong>og</strong> aktuelle<br />
for enhver, der gerne vil undersøge, hvor radikal <strong>og</strong> opfindsom en<br />
tilgang, det er muligt at have til helt basale filmiske elementer som<br />
eksempelvis klipning <strong>og</strong> kameraføring. Det står klart, at de første<br />
10-12 år af Godards filmproduktion frembragte de mest inciteren-<br />
de <strong>og</strong> fornyende film, men i dag er det altså i knap så høj grad de<br />
helt tidlige <strong>og</strong> oftest kanoniserede værker, der står som de mest in-<br />
teressante. Snarere er filmene fra midten af årtiet dem, der stikker<br />
dybest. I denne periode viste hovedværker som Le Mepris (1963)<br />
<strong>og</strong> Pierrot le Fou (1965) en ny side af Godard, der var langt mere<br />
sårbar <strong>og</strong> sensibel. De føjede en form for filmspr<strong>og</strong>lig tvivl til hans<br />
skråsikre filmspr<strong>og</strong>lige attentater, <strong>og</strong> dermed åbnede de hans ud-<br />
tryk <strong>og</strong> formåede at sætte frugtbare spørgsmålstegn ved deres egne<br />
filmiske udtryk, men <strong>og</strong>så – <strong>og</strong> allervæsentligst – ved selve filmen<br />
som kunstart. Denne korte tvivlende periode i Godards produk-<br />
tion kulminerede i 1967 med hans definitive mesterværk Jeg ved<br />
2-3 ting om hende.<br />
I Godards 60’er-film løber to spor side om side. Det ene er såvel<br />
tematisk som filmspr<strong>og</strong>ligt <strong>og</strong> viser sig primært i et enormt po-<br />
litisk engagement; som en løbende kommentar af de samtidige<br />
samfundsforhold i de moderniserede 60’ere. Det andet spor kan<br />
man nærmere betegne som filmontol<strong>og</strong>isk. Det, der kendetegner<br />
en Godard-film (i hvert fald dem fra 60’erne), er en filmspr<strong>og</strong>lig<br />
angrebslyst <strong>og</strong> radikalitet i udtrykket, der konstant søger at finde<br />
frem til svar på helt fundamentale filmfilosofiske spørgsmål som:<br />
Hvad er film? Hvad betyder musikken, stilheden, dial<strong>og</strong>en, klipnin-<br />
gen <strong>og</strong> kamerabevægelsen for en film? Hvad er film <strong>og</strong>så, <strong>og</strong> hvad<br />
er film ikke?<br />
Dette kommer først <strong>og</strong> fremmest til udtryk ved, at der sættes<br />
store spørgsmålstegn ved de konventioner <strong>og</strong> regler, der har præ-<br />
get filmkunsten fra dens fødsel. Godards formspr<strong>og</strong> introducerer<br />
jump-cuts, en opløsning af den enkelte films kontinuitet (eksem-
Change language