Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
90
gen, billederne og skuespillerne, og derudover gør han sig tanker
om helt generelle aspekter ved det filmsproglige udtryk. I en hvi-
sken, der både forekommer angst og monoton spørger stemmen
på voice-overen, hvorfor der sker, hvad der sker på de billeder, der
udspiller sig på lærredet. Den forsøger at præcisere billedsekven-
ser, den ikke finder præcise nok, og den begiver sig ud i lange di-
gressioner præget af tvivl og modløshed. Man kan med en vis ret
hævde, at Godards filmontologiske undersøgelser i filmene før Jeg
ved 2-3 ting om hende primært kom til udtryk gennem filmenes
fundamentale filmsproglige nytænkning, mens de i dette tilfælde
er langt mere eksplicit ført igennem og i bogstaveligste forstand
italesat.
På indholdssiden peger filmen også tilbage på de film, Godard
instruerede før den. Dette gør den ved at gentage en række scener
fra dem, og derved på én gang destabilisere deres betydning og give
dem en ny betydning. Disse scener kaster retroaktivt en skygge af
tvivl over Godards ellers selvsikre produktion og viser samtidig
med al ønskelig tydelighed, at filmens tvivl er af filmsproglig, sna-
rere end samfundsmæssig og politisk karakter.
2-3 revisioner og tegn på filmisk sammenbrud
Hvis man sammenligner Jeg ved 2-3 ting om hende med Godards
foregående film, er det allerførste sted, hvor de tidligere films selv-
sikkerhed viser sig erstattet af en tøvende tvivl, i titelsekvensen.
Titelsekvensen i Masculin Féminin, som Godard lavede året in-
den Jeg ved 2-3 ting om hende, stråler af præcision og selvsikkerhed
fra allerførste sekund: På lydsporet intonerer en drilsk fløjten, sand-
synligvis Godards egen, den franske nationalmelodi, og navnene på
filmens producenter viser sig på lærredet. Derefter høres tre pistol-
skud ét efter ét, mens det første ord af filmens titel blinker frem på
lærredet stavelse for stavelse: „Ma-scu-lin“. Helt ned i stavelserne
positionerer Godard sig selv som den maskuline part i værket,