Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Krystalbilleder</strong><br />
60<br />
menterende spillefilmsproduktion de seneste årtier. Filmene for-<br />
søger at illustrere følelsen af at mærke verden, som den er, gennem<br />
en række filmiske virkemidlers sanselighed <strong>og</strong> vitalitet.<br />
Desværre kan der i den sanseligt-suggererende stil ofte gå infla-<br />
tion i virkemidlerne. Bestræbelserne på at gøre tingene håndgribe-<br />
lige imploderer i et overlæsset filmspr<strong>og</strong>, hvor blandt andet brug<br />
af steadycam, der ofte involverer den filmende krop i b<strong>og</strong>stavelig<br />
forstand, præges af en infantil legesyge, som ikke klæder alle film.<br />
Det gælder især samlebåndsimitationerne af Terrence Malicks<br />
lange sekvenser af steadycambilleder, som han var den første til at<br />
bruge i bredformat i det panteistiske mesterværk Days of Heaven<br />
(1978). Mange af samtidens organisk-svævende kamerabevægelser<br />
virker ofte forcerede <strong>og</strong> upersonlige, <strong>og</strong> Malicks mindst lige så sug-<br />
gererende voice-over er et andet signaturgreb, som er på nippet til<br />
at blive skamridt i dag, sammen med hans karakteristiske brug af<br />
lav dybdeskarphed. Man finder i nyere film som eksempelvis Far-<br />
väl Falkenberg (2006), Man tänker sitt (2009), Two Gates of Sleep<br />
(2010), Take Shelter (2011) <strong>og</strong> Beasts of the Southern Wild (2012)<br />
tendenser til en ren udvanding af disse formgreb.<br />
Måske er det det nye slaraffenland af kamerafunktioner <strong>og</strong> avance-<br />
rede efterbehandlingsmuligheder, der aktualiserer Robert Bressons<br />
savn efter askese i filmspr<strong>og</strong>et. Et mådehold, som giver billederne<br />
tid <strong>og</strong> rum til at tale for sig selv. Det lyder som en arkaisk pointe,<br />
men film kan stadig strømme af liv uden de lange <strong>og</strong> bløde kame-<br />
rabevægelser, den intimitetssøgende, lave dybdeskarphed <strong>og</strong> voice-<br />
over’ens nærhedstrang. Sådan er det af meget naturlige grunde hos<br />
Benning <strong>og</strong> Geyrhalter, som i flere spillefilm arbejder på et absolut<br />
minimum af kamerabevægelse <strong>og</strong> konventionel fortælleteknik.<br />
Det er en stilistisk set meget sober <strong>og</strong> usentimental kinema-<br />
t<strong>og</strong>rafi, som udgør deres bedste værker. De tager begge afsæt i<br />
filmmediets opfindere, Lumière-brødrene, der i slutningen af det<br />
nittende århundrede blev berømte på at vise de første levende bil-