Tiden og farverne - Krystalbilleder

teorien om den nye geologiske epoke Antropocæn, der markerer
mennesket som den mest dominerende naturkraft på planeten Jor-
den de sidste 200 år, kan Bennings drillende pointe også være en
kommentar til de syntetiske vilkår al bevægelse i vores omgivelser
er baseret på. I den forstand er der ikke det svajende kornstrå, i
for eksempel Malicks film, som ikke er under indflydelse af men-
neskers intervention i naturens gang. For første gang i planetens
historie får menneskeskabte forandringer en markant indflydelse
på al bevægelse på Jorden. Det kan være en kontroversiel pointe for
nogen, både i filmkredse og i al almindelighed, men det ser efter-
hånden ud til, at hypotesen holder vand.
I det hele taget arbejder både Geyrhalter og Benning med nogle
komplekse natursyn. Hos dem ligner hele verdens geografi en kul-
tiveret pløjemark, hvor man finder menneskers aftryk overalt. Hel-
digvis får det biopolitiske indhold ikke lov at stå alene. Filmene kan
ikke reduceres til økokritik. De indeholder først og fremmest en
kunstnerisk vision. Deres billeder udtrykker generelt en entusias-
me for det levende. Verden som den tager sig ud foran kameraets
glubske øje.
Et chok for sanserne
Blandt alle kunstarter har film unikke betingelser for at arbejde
med vores blik for bevægelse og lys. Det flimrende modlys og bla-
denes vejren i vinden er to uudtømmelige filmmotiver, som leder
tankerne tilbage mod mediets oprindelse, men de har også en mere
aktuel rolle blandt det nye årtusindes film. Fra nullerne og frem
har man set en stribe af spillefilm, der rækker bagud efter filmens
klassiske bevægelsesbilleder, for så at anvende dem excessivt i en
minimalistisk og nærmest dokumentarisk fæstnet dramaturgi, som
Lisandro Alonsos La libertad (2001) er et fremragende eksempel
på. Det skorter altså ikke på det, Griffith i sin tid efterlyste.
Lange sekvenser i establishing shots dominerer mere end nogen-
79
Den syntetiske natur