Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
132
Som havde denne stemme evner udi det rumlige; evner til at danne
konkrete verdener med rumlig ustrækning, omend stadig af lyd.
Tredje og sidste del af One, Two, Many er straks mere befolket.
Et firestemmigt kor opfører et stykke musik ved navn Tre Canti Po-
polari af Giacinto Seelsi og gør dette, i hvad der ligner foyeren til et
ældre slot, alt imens mennesker med museumsgæsters nysgerrige
sanseiver bevæger sig frit omkring i rummet. Kameraet følger i hæ-
lene på disse, hvilket bevirker en snoet point of view kinematografi,
hvorfra vi tydeligt observerer både sangernes og gæsternes følel-
sesmæssige engagement i vokalmusikken, som var vi selv umiddel-
bart tilstede under den interaktive koncert. Eftersom det store rum
er tomt bortset fra koret og gæsterne – eller vigtigere: Tomt bortset
fra musikken – så bliver filmbillederne til dokumenter af det udvi-
det synlige. For det er tydeligt, at det ikke er menneskene, der driver
scenen, men derimod musikken og dens følelsesmæssige aftryk.
Det for aktørerne styrende er musikken, der i sig selv mangler syn-
lighed, og som derfor både er og ikke-er i rummet. På denne måde
praktiserer filmens tredje parti, hvad der blev fremsat som utopi af
det andet, nemlig stemmens potentiale til at konstituere rum. Men
Tre Canti Popolari er så gribende, at der ikke kun er tale om auditiv
rumlighed, men også en affekternes rumlighed. Det er denne rum-
lighed, gæsterne, og vi som filmpublikum, vandrer igennem. Som
en nærmest shamanistisk afprøvning af det transcendente øre og
det transcendente øje. På udkig efter flygtige dimensioner, venligst
åbnet på klem af filmmediet.
The Act of Killing
Filmen, der gik hen og vandt hovedprisen på DOX årgang 2012, er
en film, der fik mig til at glemme enhver prætention på filmkun-
stens vegne for i stedet at opleve, hvordan mediet er i stand til at
øve kunstnerisk aktivisme på virkelige hændelser – i dette tilfælde
på krigsforbrydere, der aldrig har været retsforfulgt; på deres og på