Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
30
‘Hjemmebiografen’
For nylig blev det klart, at brancheorganisationen Film & Kino skæ-
rer sin støtte til de norske cinemateker væk. I Norge har vi de sidste
år haft syv forskellige institutioner, som har omtalt sig selv med
betegnelsen „cinematek“. Disse er 1) Cinemateket i Oslo, som dri-
ves og finansieres af Norsk Filminstitutt, og som er det eneste af de
norske cinemateker som har adgang til internationale filmarkiver,
2) Cinematekerne i Bergen, Trondheim og Tromsø, som på trods
af et højt ambitions- og aktivitetsniveau ikke anerkendes som reelle
cinemateker af udenlandske institutioner (selv om både Bergen og
Tromsø viser flere film om dagen og disponerer over egen biograf-
sal) og 3) Cinematekerne i Kristiansand, Stavanger og Lillehammer,
som har haft status af „digitale cinemateker“ i kraft af at være til-
knyttet Filminstituttets projekt ‘Nationalt digitalt cinematek’, hvis
ugentlige filmtilbud også flere norske filmklubber har været en del
af. Disse sidste tre vil, med de vedtagne beskæringer i bevillingerne
fra Film & Kino, formodentlig ophøre med at eksistere.
Den norske situation, med tre til fire selvstændigt programme-
rende cinemateker, er relativt sjælden i international sammenhæng,
og mange cineaster vil nok også hævde, at det i realiteten kun er
cinemateket i Oslo, som fortjener betegnelsen. Det interessante i
denne sammenhæng er imidlertid, at da Kulturdepartementet –
som i 2007 gav Film & Kino ansvaret for at finansiere distriktcine-
matekerne – blev konfronteret med anklagen om, at norske kul-
turbureaukrater aktivt nedbryder formidlingsleddet i den norske
filmverden, samtidig med at de pøser hundredvis af millioner ind
i norsk filmproduktion, svarede statssekretær Mina Gerhardsen
kryptisk, men sigende, at „man ikke nødvendigvis behøver et cine-
matek til denne opgave. Film er nu tilgængelige på andre måder“.
Det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor en kulturpolitiker kan
finde på at sige den slags. For mens VHS var et vederstyggeligt for-
mat, som kun et lille og særdeles svagtseende publikum ville finde
på at kalde et reelt alternativ til biografen, repræsenterede DVD’en