Tiden og farverne - Krystalbilleder

2012 var et stort år for filmkritikken. En enkelt historie opnåede
nemlig abnorm bevågenhed, både i dagblade, tv og radio, hvor den
fastholdt offentlighedens interesse, som var det Stein Baggers skuf-
felagte millioner, der stod på spil. Desværre handlede historien slet
ikke om film.
Magasinet Ekko havde bragt Anders Rønnow Klarlunds mave-
sure afskedsessay til filmindustrien og Zentropa, og nu var Zentro-
pas filmkøbmand Peter Aalbæk på krigsstien. Man havde anført
injurier mod ham, derom var han overbevist, og nu skulle Ekko
bøde eller rettere „knaldes big time,“ for „jeg stopper ikke før den
sprøjte er smadret“, sagde Aalbæk, idet han på barok vis forlangte
„satisfaktion“. Filmkritikken holdt imidlertid stand; man fandt intet
bevis for, at Ekko havde forbrudt sig mod de presse-etiske regler, og
i sidste ende måtte Aalbæk undskylde for sin infantile overreaktion,
der mindede om en opfarende hund, der på ubehjælpelig vis indi-
kerer kødbenets gemmested med sin egen rasende gøen.
Jo, filmkritikken sejrede. Men det handlede bare aldrig om film.
Det handlede om en arbejder, der var blevet pisset på af sin ar-
bejdsgiver, og som nu pissede på sin arbejdsgivers sukkermad. Det
var branchestof, en nyhed fra erhvervslivet om man vil, kækt re-
porteret af branchebladet, der nu skulle sværtes til af den forsmå-
ede arbejdsgiver. Filmbladet stod last og brast, men den store taber
blev underligt nok filmkritikken. For man overså fuldkommen, at
Rønnow Klarlunds essay blot udgjorde en del af et større tema-
nummer betitlet „Hvad skal vi med artfilmen?“. Et spørgsmål som
ingen, i pissekampens store forvirring, tog sig af at besvare. Det er i
og for sig også et dumt spørgsmål. Det svarer lidt til at spørge, hvad
vi skal med billedkunsten – kan vi ikke bare klare os med street art?
Kan vi ikke nøjes med, at Peter Jackson via sin cocktail af 3D og
HFR-teknologi parrer filmkunsten med en rutsjebane-simulator i
Disneyland?
FORTEKST