Tiden og farverne - Krystalbilleder

for enhver er jo fri til at definere sin egen moral og „history favours
the winners“. Fik han chancen, tog han gerne til Haag for der at
møde sin dom. Den medfølgende berømmelse ville være det hele
værd, siger Adi med et smil.
Før Anwar og Herman tog karriereskridtet og blev frit myrden-
de gangstere, var de dørmænd i en lokal biograf. De lærte alver-
dens behændige aflivningsmetoder fra amerikanske gangsterfilm.
Heri bliver det klart, at det er massemordernes forelskelse i film,
der gør det muligt for instruktøren at komme så tæt ind på livet
af dem. For det kan godt være, at historien har kåret dem til vin-
dere i deres eget land, men i global skala føler de sig stadig som
andenrangsborgere, der sukker efter Hollywood Boulevard. Dog er
det her Oppenheimer, der definerer, hvad der er film, og han lader
dem trække i de mest groteske kostumer for sådan – forvrænget
af spektakulær fiktion – at genopføre deres personlige minder af
mord og blodrus. Ved to lejligheder flirter denne iscenesatte vold
med ægte vold. Først angribes en landsby af frådende hooligans
fra den paramilitære bevægelse Pancasila, hvorved børn og gamle,
længe efter scenen afblæses med et „cut!“, græder og efterlades i
chok. Senere spiller Anwar rollen som et af sine egne ofre, hvilket
– idet han selv føler stålwiren stramme om halsen – får ham til at
falde ind i huller af bevidstløshed og nærmest dødlignende erken-
delse. Da filmen derpå lader ham genopsøge en lokalitet fra hans
tidligere rundvisning i mindeværdige gerningsteder, undergår An-
war en auto-eksorcisme; han kaster simpelthen op, som var hans
samvittighed akut kommet til verden på drøblens plads.
En af The Act of Killings mageløse bedrifter er, at den ændrer
det landskab, den afbilder. Vi ser et farverigt tredjeverdens land,
hvor livet under solen går uanfægtet videre. Men disse skove, hus-
tage og vejkanter, der i dag ånder fred og ro, overlejres, efterhånden
som Anwar og Adis usentimentale beretninger opruller stedernes
fortid af visuelle fantomsmerter. Der så igen forsøges eksorceret af
Oppenheimers terapeutiske reenactments, der tjener det formål at
135
Landskabet som forvandlingskugle