Tiden og farverne - Krystalbilleder

spor, interviewsituationer og stedsangivelser er skåret helt ned til
et minimum. Sådan er det i Unser täglich Brot. Det er som sagt
det mest kendte værk, som i selv de mindste biografer i Danmark
skabte debat. På Bornholm i Svaneke var filmen slået op som et op-
lysende værk om næringsmiddelindustrien med betydelige æsteti-
ske kvaliteter. Den sidste dimension er tydelig for enhver, som ser
Geyrhalters film. Han har selv udtalt, at han blandt branchefolk i
dokumentargenren føler sig fremmedgjort, fordi det interessante
dokumentarindhold ofte bearbejdes i en form uden æstetiske vi-
sioner. Desuden betvivler han, at det digitale medies udbredelse
har gjort noget godt for filmkunsten. Især i det ekspanderende felt
af dokumentarfilm, hvor det høje antal af film på små budgetter
nærmest har reduceret fremkomsten af værker, der kan legitimere
deres status som, siger Geyrhalter polemisk, film. Uden æstetiske
overvejelser forbliver mange film visuelle dokumenter uden at gøre
brug af mediet til andet end didaktisk formidling af et emne.
Geyrhalter selv populariserer de visuelle samfundsskildringer i
en form, som Benning og andre havde taget hul på årtier forinden.
Unser täglich Brot skaber også mindelser om Georges Franjus Le
sang des bêtes fra 1949 på en måde, hvor minutiøse gengivelser af
industrielle slagtemetoder kommer til at referere til hinanden på
tværs af 60 års filmhistorie. Det er svært at glemme Franjus række
af får med opskårne halspartier og utallige ben sprællende i luften
som sidste dødsrefleks. På samme måde glemmer man ikke Geyr-
halters frådende tyr, som efter dødsstødet med boltpistolen vendes
rundt i den store metalcylinder for så at glide ned på gulvet og blive
sendt videre op i sit ophæng og ind mod slagtehallen.
Dødens selvfølgelighed
Grisene véd det, sagde min gamle slagteriarbejderfar lidt lakonisk
en dag, jeg så filmen med ham. Han har arbejdet på det sønderjyske
storslagteri i Blans, hvor mange af de mest ekspressive slagtescener
73
Den syntetiske natur