Tiden og farverne - Krystalbilleder

ytmer med en særegen montagestil, så man gang på gang griber
fast i stolen over billeder, der i såvel komposition som udsigelse er
så voldsomme, at de nærmer sig det ubegribelige. Geyrhalter ska-
ber denne effekt ved at have øje for både den rette og bugtede linje
i industrielle sammenhænge. Med dem skaber han en række hyp-
notiserende kompositioner i det digitale bredformat, og samtidig
er selve indholdet ladet med et voldsomt politisk undertryk, så det
tilsammen skaber en ubegribelighed, der er en slags grundfølelse i
mange af Geyrhalters film.
Både i første og sidste scene af Unser täglich Brot følger Geyr-
halter med et håndholdt kamera rengøringsarbejdet på et slagteri.
Den afsluttende indsæbning og afvaskning af den blodige slagtehal
efterlader én med en følelse af falsk renselse efter en voldsom po-
litisk mavepumper. Filmen endevender næringsmiddelindustrien
i Europa med billeder af industrimiljøer i hyppige horisontalbil-
leder og montageserier af mekaniske instrumentbevægelser. Vi
farer rundt på kontinentet mellem enorme grøntsagsplantager i
Spanien, ørreddambrug i Norge, æblepakning ved Bodensee og en
genial bustur med en flok østeuropæiske working poors, der fragtes
ud til en vindblæst mark under en grå himmel, hvor de skal plukke
asparges under overvågning af en overordnet med kikkert. Bag
arbejderne på aspargesmarken bølger græsmarken ufortrødent
videre i vinden. Resten af naturen er tydeligvis ligeglad med den
økonomiske udbytning. Selvom det kan være et arbejde, som disse
mennesker overlever på, kan man så som samfund acceptere den
måde, vi administrerer vores arbejdsstyrke på? Geyrhalter dikterer
ikke en morale, men spørgsmålene bliver ved med at myldre ud af
billederne, når man ser filmen.
Geyrhalter har lavet tjernobylfilmen Pripyat (1999) og 7915 KM
(2008) om Dakar Rally-løbet, hvor montagestilen kombineres med
en række interviews. Hans film er dog mere i kontakt med Ben-
ning i de film, hvor udenomsdidaktiske greb som kommentator-
71
Den syntetiske natur