Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
120
tusinde forladte huse. Gruffat får dog alligevel givet araberne en
albue i siden: I Detroit vegeterer nu frit en ny slags stærke træer,
mens intet vil vokse uden hjælp i Dubai. Hvis hendes film bærer
på en samtidskommentar, så handler den om, hvilket samfund
der viser sig fremtidsdueligt. Dubai funderer sig på en økonomisk
boble og rigmænds kunstige åndedræt: Når sandet skrider under
lerkolossen vil vi måske se Dubais indbyggere forme sociale selv-
forsyningsutopier i ruinerne af glas og stål. Præcis som de nu gør i
Detroits forladte men frodige villahaver.
Mocracy – Neverland In Me
Ifølge Christian von Borries er Dubai allerede passé. Eller ret-
tere: Ifølge en biperson i Sex and the City 2 – som von Borries i
sampleform bruger som indledning på sit festivalbidrag Mocracy
– Neverland In Me (2012): „Dubai is over, Abu Dhabi is the future“.
CPH:DOX demonstrerer nok engang sin evne til at have fingeren
på pulsen, ikke bare hvad angår internationale musiknavne med
udadlelige indiekredentialer (John Maus i 2011, Shabazz Palaces i
2012), men angående æstetiske strømninger eller tendenser, som
netop behøver kuratering for at antage fast og forståelig form. I år
er det fokusserien „Maximalism“, der opsamler og udstiller høsten
af de udfoldede antenners arbejde. Mocracy – Neverland In Me fi-
gurerer i denne serie, og kan således indtages med festivalens egne
følgebemærkninger: „It’s everything time! Det maximale ophøjet
til en -isme i et kurateret film/video-program af generationen, der
voksede op på VHS“. Det kan i sandhed være svært at opsummere
det, der i sin natur stræber mod at være altfavnende...
Serien omfatter et par VJ-battle-lignende sampleshows (billed-
materiale stjæles fra originale kilder og sammensættes efter video-
jockeyens egne kompositionsprincipper), psykedelisk digitalfar-
velade (indiske Raya Martins formeksperiment Buenas Noches,
Espana), „dokumentarer“ om henholdsvis en intergalaktisk New