Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
136
sætte bødlen i offerets sted og vække til refleksion og anger. Hvil-
ken identitet antager det landskab, der har dannet ramme for den
mest afstumpede vold, men som har opslugt det spildte blod og
fået afgrøder til at vokse i den samme jord? Absurditetens. Derfor
de absurde landskabstableauer, der som musical-ekskursen med de
dansende vandmelonparaplyer i Tsai Ming-Liangs The Wayward
Cloud (2005) fungerer som katarsis-udløsende happenings, hvori
ondskab relativeres til æstetik; til det kosmiske ved absurditeten.
Den digitale demokratisering af filmteknologi betyder, at der i dag
produceres flere film end nogensinde før. Om alt og om hvad som
helst. Programmet for filmfestivalen CPH:DOX 2012 er svimlende.
Ganget op med antallet af filmfestivaller i verden opstår et verita-
belt mise-en-abyme. Hvor mange perler man end finder på DOX,
så ledsages de af en ny type film, der ikke behøver videre anledning
end filmskaberens fortællelyst og film for filmens skyld for at ret-
færdiggøre sin tilblivelse. Verden masseproducerer perspektiver på
sig selv og selvbevidstheden metastaserer ud fra et infernalsk prin-
cip. Også dette hjælper til at forklare opkomsten af „hybridfilm”:
En form, der ikke længere gør opmærksom på sig selv som form,
eftersom den bevæger sig mod det amorfe, mod flydende form;
genretræk iblandes på slump, og uden genrens koder reproduce-
rer filmen nu virkeligheden i en mobilisering, der kan opleves som
imitation, fordobling eller ekliptisk udebliven af selve det virkelige
ved virkeligheden.
Foretager man en landskabsanalyse på Københavns gader i be-
gyndelsen af november, så røber DOX sin tilstedeværelse i form
af bannere, skilte og lejlighedsvise happenings – og dermed også
sin mærkbare popularitetsforøgelse. En dag må jeg foran Grand
Teatret kæmpe mig vej gennem et madtelt, hvis kreationer med
al sandsynlighed er tematisk forbundne med en netop overstået
film. For at komme til at se Walker og Mekong Hotel, må publikum