Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
22
kanske musicals, som vakte hans drømme efter andre steder, andre
verdener. At han med Les demoiselles så at sige iscenesætter en for-
vandling af sin kedelige barndomsby til én stor musical, ja sågar får
Gene Kelly (Andy i Les demoiselles) til at komme og danse i dens
gader, er en vild forløsning af en barndomslængsel.
Filmbilledernes tendens til abstraktion i kraft af det stilistiske ar-
bejde med farver og former har en pendant i dialogens og plottets
tendens til at stiliseres til enkle linjer. Det er ikke den mimetiske
realisme, der interesserer Demy, når han opbygger karakterer og
komponerer plot. Ganske vist er filmene fulde af banale (og for så
vidt mimetisk-realistiske) hverdagsreplikker, men disse har frem
for alt en melodiøs og rytmisk funktion. Melodien kan måske siges
at være for den menneskelige tale, hvad farven er for det figurative
motiv: Noget, der er parat til at lade sig abstrahere. Det samme
gælder for metrikken: En abstrakt rytmisk figur, som kan fyldes
med alskens konkrete ord. Det er derfor i overensstemmelse med
Demys overordnede stilistiske princip, når dialogen i middagssce-
nen i Les desmoiselles er holdt konsekvent i aleksandrinere.
At kunne sammenfatte sin kærlighedshistorie med tre simple
sætninger, som Cassard gør det, kan også siges at være en abstrak-
tion: „Engang elskede jeg en kvinde, hun elskede ikke mig, man
kaldte hende Lola.“ En sådan abstraktion er et koncentreret eks-
trakt, der virker uendelig stærkt på denne tilskuer.
Et lignende kortfattet koncentrat af en ulykkelig kærligheds-
historie finder man i Les demoiselles i moderens sang om sin tabte
kærlighed. Moderen elskede en mand, men så sig nødsaget til at
forlade ham, fordi han bar det fjollede efternavn „Dame“, og hun
kunne jo ikke gå rundt og hedde „Madame Dame“ (der på fransk
lyder som en redundant trallen: Dam-dam …). Det er jo så fladpan-
det lavkomisk, at man skulle tro, det var løgn – og alligevel griber
moderens sang tilskueren med præcis samme melankolske læng-
sel som Roland Cassards og som Michel Legrands smukke melodi,