Tiden og farverne - Krystalbilleder

somt stiger i volumen og derefter bliver hængende i luften, hvor
den dirrer i flere sekunder, indtil der endelig klippes til næste scene.
Den ildevarslende sekvens er ren symbolik, og den afleveres med
filmens karakteristiske blanding af demonstrativ suggestion og kli-
nisk kølighed. Vi befinder os i en tilstand. Tæt på virkeligheden,
men alligevel ikke helt der. Et sted hvor de fleste rum er tomme og
helst betragtes på afstand.
Neutrale registreringer
I denne virkelighedsabstraktion, der nøjes med at tegne konturerne
af en lille svensk provinsby, bor Emma sammen med lillesøsteren
Sara og deres far. Moderen er fraværende, og måske på grund af
sorg synes faderen at have resigneret til en tilstand af permanent
passivitet. Dermed står Emma tilbage i filmens symbolsk anskuede
tomme rum – uden hjælp til at navigere i eller håndtere den pro-
blematiske seksualitets irgange, som er historiens tematiske om-
drejningspunkt.
Med en gymnasts naturlige talent for kropskontrol bliver den
indadvendte teenagepige Emma med de talende øjne og den få-
mælte mund, let optaget på den lokale rideskole, hvor det at blive
udtaget til opvisning er det altdominerende mål. Her hersker flok-
mentaliteten og hierarkiet. Nægter man at underkaste sig, har man
kun ét valg, enten at se sig udstødt eller selv at blive den stærkeste.
I denne verden af nærmest dyriske instinkter dominerer filmens
anden hovedperson, den smukke og konkurrencelystne Cassandra,
flokken af hestepiger som en ubestridt alfahun. Hun bliver hurtigt
fascineret af Emma og indleder et komplekst psykologisk magtspil
mellem de to, der hele tiden avancerer ustabilt og truende i græn-
selandet mellem venskab, forelskelse og jalousi
Filmen igennem spiller stilen en konsekvent rolle som medfortæller.
Særligt betydningsskabende bliver den i etableringen af de filmiske
103
Skitser fra dyreriget