Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
76
Som sidste billede fra krematoriet køres en tredje kiste hen for at
blive hejst ned på metalfladen. Hvor mere konventionelt formali-
stiske instruktører ville blive ved repetitionen af de uendeligt man-
ge kisters vej ind i bålhuset, så klipper Geyrhalter, lige inden den
næste kiste køres ind. Denne antydning af det repetitive er måske
Geyrhalters helt særlige greb, som han har udviklet gennem mange
år. Det skaber en ofte pirrende og overrumplende klipperytme,
som gavner billedernes fremdrift i en sådan grad, at overraskelses-
effekterne fra miljø til miljø helt kan tage åndedrættet fra én.
Når bladene rasler i vinden
Det er ofte blevet sagt, at den levende natur gør sig bedst i levende
billeder, hvor naturens foranderlighed og bevægelse kommer til
sin ret. Vindens sus gennem trækronerne er for eksempel et kendt
motiv i filmkunsten, som inkarnerer det cinefile øjeblik. Dét sted,
hvor den cinefile ser de panoramiske vidder i mediet. Det har en
nærmest emblematisk effekt. Om det er svensk lyng, fransk pop-
pel eller indisk banyan, så er de svajende bevægelser et helt særligt
berøringspunkt, man med den rette dosering altid får et behageligt
gys ved. Hvorfor motivet står centralt blandt cineaster, kan have
noget at gøre med Lumière-brødrenes første filmscreeninger i pa-
risiske Salon Indien i 1895.
I en af de første enkeltskudsfilm Lumière-brødrene lavede, er
det Auguste Lumière, den ene af brødrene, som mader sin baby
sammen med sin kone. Oplevelsen for publikum af den spisende
baby var mindre interessant end bladenes bevægelse i baggrunden
af billederne. Genkendeligheden i noget så almindeligt som blades
bevægelse gav en vidunderlig effekt, når det blev projiceret op på
lærredet. Publikum var henrykte. I dag kan bladenes bevægelse,
om det vises som en del af den samlede dramaturgi eller som kort
intermezzo, stadig have en øjeblikkelig virkning på den cinefile til-
skuer. Men det er ofte på en anden og mere mediebevidst måde.