Tiden og farverne - Krystalbilleder

lagte, splintrede. Men væggene står, og de stemmer, jeg kender fra
India Song, får en spøgelsesagtigt klang imellem dem.
Dobbelteksponering og erindring
De synch-points, der alligevel fandtes ekkoer af i India Song, ek-
sempelvis i den telepatiske samtalesituation og i responsen mellem
lyd og billede, er næsten udraderede i Son nom de Venise. Godt
nok virker de enkelte klip afstemt efter musik- og temposkift på
lydsiden, men det er svært at finde en direkte forbindelse mellem
indhold på billed- og lydside. Forbindelsen forbliver overordnet og
abstrakt og afhængig af, at jeg kender lydsporets oprindelige refe-
rence, at jeg er i stand til at erindre tidligere sete billeder, at dob-
belteksponere de to film med hjælp fra hukommelsen.
Hvad er det, der sker, når de to film dobbelteksponeres i samme
lydspor? Den indiske setting dekonstrueres, kulisserne bliver histo-
riske bygninger i en anden tid og et andet sted. Samtidig sker der en
glidning mellem de to rum, en ‘indificering’ af Château Rothschild
og en ‘europæisering’ af Calcutta. De to film smitter hinanden gen-
sidigt.
En og samme ruin
Jeg googler navnet på filmen og finder ud af, at Château Roth-
schild er opført af den jødiske bankfamilie Rothschild i midten af
1800-tallet, og at det under den tyske besættelse blev overtaget
og brugt som bolig af blandt andre Herman Göring. Efter krigen
flytter ingen tilbage, slottet forfalder, det står som et tavst vidne
om jødeforfølgelsen, en rumlig erindring i langsom korrosion. Jeg
googler Château Rothschild, og på billeder fra 2012 er det stadig
en ruin. Fra Google Maps’ helikopterposition kan man se, at taget
flere steder er styrtet sammen.
At Duras vælger at bruge Château Rothschild som location til
53
Hjertets spedalskhed