Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Krystalbilleder</strong><br />
46<br />
skød på Lahores tiggere <strong>og</strong> spedalske fra sin balkon i et anfald af<br />
ubærlig lede ved Indien, <strong>og</strong> nu er hans sag under behandling med<br />
en omplacering til følge). Koret fylder rummene med et ikke-fysisk<br />
tilstedevær af kommentarer, holdninger <strong>og</strong> udbrud; det repræsen-<br />
terer den sladder <strong>og</strong> indspisthed, der findes i det miljø, der i filmen<br />
kaldes White India. På billedsiden optræder imidlertid kun Anne-<br />
Marie Stretter, en tjener <strong>og</strong> fire unge mænd, vistnok alle fire hen-<br />
des elskere, de danser med hende på skift. Senere ankommer den<br />
omtalte vicekonsul, klædt i hvid smoking, cigaretrygende <strong>og</strong> med<br />
våde øjne, i en permanent tilstand af gråd, han er persona non gra-<br />
ta, men d<strong>og</strong> inviteret af Anne-Marie Stretter i sidste øjeblik, kom!<br />
skrev hun til ham. Ham danser hun <strong>og</strong>så med, omend modvilligt.<br />
Don’t shout<br />
Der er ingen af filmens skuespillere, der på n<strong>og</strong>et tidspunkt taler<br />
på billedsiden – vi ser dem ikke bevæge læberne. Med et begreb<br />
fra Michel Chions filmteori kan man sige, at filmen ikke giver os et<br />
synch point; et øjeblik, hvor lyd <strong>og</strong> billede er synkront, hvilket ellers<br />
ville konstruere det, Chion kalder den audiovisuelle illusion: Fore-<br />
stillingen om, at lyden kommer fra lærredet <strong>og</strong> ikke fra bi<strong>og</strong>rafens<br />
højttalere. India Song nægter at forbinde lyd <strong>og</strong> billede i n<strong>og</strong>et så<br />
oplagt som tale. Og alligevel taler filmens skuespillere sammen; i<br />
begyndelsen forlader de billedsiden for at tale, men senere, da den<br />
nyankomne østrigske attaché <strong>og</strong> Anne-Marie Stretter danser med<br />
hinanden, introduceres en nærmest telepatisk samtaleform, som<br />
muliggøres af kroppenes nærhed. Samtalen manifesterer sig som<br />
dial<strong>og</strong> på lydsiden <strong>og</strong> på billedsiden diskret ved hjælp af korrespon-<br />
derende blikretninger. Da det bliver vicekonsulens tur til at danse<br />
med Anne-Marie Stretter, bliver denne samtaleform påtrængende<br />
<strong>og</strong> ubehagelig, idet han insisterer på en erotisk forbindelse græn-<br />
sende til åndelig sammensmeltning imellem sig selv <strong>og</strong> hende. Vi<br />
er den samme, siger han, <strong>og</strong> hun giver ham ret. „Don’t shout“ siger