Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Krystalbilleder</strong><br />
122<br />
det Lyncheanske blindpunkt mellem glansbillede <strong>og</strong> fordærvet un-<br />
derstrøm, kautionerer ham fri af den uetiske film, eftersom hans<br />
billeder ikke påstår at repræsentere verden enkeltvis, men omvendt<br />
at udsige n<strong>og</strong>et om den som et hele. Filmens forskellige klip må<br />
forstås som led i en halvdrømmende associationsrække; en slags<br />
stereoskopisk blik for prosumer-generationen (vi er alle på samme<br />
tid producenter <strong>og</strong> forbrugere) af den senkapitalistiske, post-Lyn-<br />
cheanske æra, der – med den amerikanske musiker James Ferra-<br />
ros barndomsminde som eksempel – er vant til at høre Fleetwood<br />
Mac, mens vi ser absurde voldsfilm som Predator. Chokket, der<br />
skulle følge af at plante et afhugget øre i solbeskinnet idyl – Lynchs<br />
emblematiske „under overfladen lurer”-udsagn fra Blue Velvet<br />
(1986) – er ikke længere n<strong>og</strong>en selvfølge, for vi er vokset op i netop<br />
disse polariteters lammende krydsning. Resultatet i Mocracy er<br />
d<strong>og</strong> stadig dybt forstyrrende, men dens kongeniale kritik af even-<br />
tuelt destruktive bivirkninger ved vores visuelle kulturs hulrum <strong>og</strong><br />
hygiejnemangel er til gengæld ekstremt relevant. Det er måske ikke<br />
filmkunst, men det er n<strong>og</strong>et, der i filmisk form – den eneste der i<br />
dag synes passabel for et større publikum – er akut vedkommende<br />
for samtiden.<br />
The Poor Stockinger, the Luddite Cropper and the Deluded<br />
Followers of Joanna Southcott + Black Drop<br />
I I Have Always Been A Dreamer ser man på et tidspunkt Sabi-<br />
ne Gruffat <strong>og</strong> hendes 16mm-kamera spejle sig i en vinduesrude.<br />
Filmmageren antyder sig selv på nøjagtig samme måde, som Luke<br />
Fowler gør i hans The Poor Stockinger, the Luddite Cropper and the<br />
Deluded Followers of Joanna Southcott (2012) – der sammen med<br />
Eric Baudelaire må dele 2. pladsen for mindst mundrette men mest<br />
elitært pirrende filmtitel (vinderen er så ubestridt Karel Vachek).<br />
Fowlers værk består udelukkende af by- <strong>og</strong> landskabsbilleder fra<br />
regionen West Riding i Yorkshire, England. Her har stederne det