Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
52
cis samme lydside. Det ville også være forkert at sige, at jeg ser to
forskellige film. Mens jeg ser Son nom de Venise, ser jeg også India
Song, jeg kan ikke undgå at fremkalde de billeder, jeg har set afte-
nen før oven i de billeder, der når mine øjne. De to film dobbelteks-
poneres i et og samme lydspor.
Hende, jeg bor sammen med, spørger, om der var en, der skreg i
filmen i går, hun var ved at falde i søvn, da vicekonsulen råbte An-
ne-Marie Stretters fødenavn i Calcuttas gader, og nu ved hun ikke,
om det var noget, hun drømte, eller noget, der skete på gaden. Han
råbte det længe. „What’s he saying?“ bliver der spurgt på lydsiden,
og svaret lyder: „Son nom de Venise dans Calcutta désert“. Hendes
venetianske navn i øde Calcutta.
Château Rothschild
Son Nom de Venise dans Calcutta Desért er indspillet på samme
location som India Song: Ikke i Indien, men på det forfaldne slot
Château Rothschild nær Paris. I Son nom de Venise er der ikke gjort
noget ud af at få slottet til at ligne en fransk ambassade i Indien
i 1930’erne. Det er vinter, træerne står uden blade, der ligger et
tyndt lag sne på statuerne i parken. Kameraet panorerer hen over
dem, over slottets facade, igennem store forladte stuer en suite;
vinduerne er smadrede, der ligger stuk på gulvene, lofterne er gået
i opløsning, tapeterne gledet fra væggene. Rummene er tømt for
møbler. I Son nom de Venise møder kameraet ingen mennesker; det
er bygningen selv, der spiller hovedrollen.
Duras anvender panoreringen som kamerateknik i begge film,
men i Son nom de Venise standser kameraet sjældent, det fortsæt-
ter ind i det næste rum og, de næste, langt større dele af bygningen,
hvis ikke den hele, åbnes op. India Songs rolige billeder er erstattet
af en dokumentationsæstetik, der minder om kunstvideoens. Ofte
virker kameraet decideret håndholdt – der er sekvenser, hvor det
følger en lyskegle fra en lommelygte rundt i det forfaldne, mørk-