Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
levelsen, hvor man i intense øjeblikke kan kaste b<strong>og</strong>en fra sig, lærer<br />
man at overgive sig til billederne, fordi man ved at lukke øjnene<br />
misser en del af værket. Man ender med at lade sig sønderrive af<br />
indtryk for så at bearbejde det hele, når filmen er færdig.<br />
En sådan sønderrivelse får man i selskab med film af amerikanske<br />
James Benning <strong>og</strong> østrigske Nikolaus Geyrhalter. Hos dem gør man<br />
sig altid anstrengelser for at opfylde det krav om opmærksomhed,<br />
filmene påtvinger én. Deres værker udgør ofte en slags portrætter<br />
af områder, som illustrerer den aktuelle samfundsudvikling i dele<br />
af verden, man sjældent får indblik i. Ofte er det i et landskab, som<br />
på alle måder er påvirket af menneskelige aktiviteter, selvom vi ikke<br />
nødvendigvis figurerer i kød <strong>og</strong> blod på billederne.<br />
Hos Benning <strong>og</strong> Geyrhalter får vores omgivelser karakter af n<strong>og</strong>et<br />
syntetisk, der virker så fabrikeret, at en ny natur opstår. Det synte-<br />
tiske element manifesterer sig på flere planer, både i det repræsen-<br />
terede miljø <strong>og</strong> i frembringelsen af filmenes lyddesign <strong>og</strong> kamera-<br />
indstillinger. De portrætterer gerne industrielle miljøer på en måde,<br />
hvor det pittoreske <strong>og</strong> de taktile kvaliteter træder frem i billederne<br />
på trods af n<strong>og</strong>le problematiske politiske omstændigheder. Det gi-<br />
ver en særlig paradoksal syntese mellem æstetisk fryd <strong>og</strong> politisk<br />
spænding, som er svær at håndtere, når man ser deres film, <strong>og</strong> den-<br />
ne virkning er et fælles kendetegn for de to instruktørers filmspr<strong>og</strong>.<br />
I den hedengangne danske filmavis Tusind øjne blev det i 1986 pro-<br />
klameret, at filmen er i fare for at blive ren tanke, billederne rene<br />
erkendelsesprocedurer. D<strong>og</strong> synes der i dag at være tegn på, at for-<br />
nemmelsen for det taktile i billederne, bevægelserne, vi kan mærke<br />
med hele kroppen, muligvis er tilbage i vælten. Det modernistiske<br />
filmetablissement plæderede længe for, at levende billeder kun bør<br />
læses <strong>og</strong> tænkes på eftertænksom <strong>og</strong> intellektuel vis, men imidler-<br />
tid har antydninger af en mere haptisk – altså konkret, umiddelbart<br />
taktil <strong>og</strong> berøringsorienteret – filmkunst domineret den eksperi-<br />
59<br />
Den syntetiske natur