Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
62
leder, som i sig selv var en attraktion, fordi bevægelserne forekom
sensationelt realistiske for publikum. Benning og Geyrhalter hol-
der i stort set alle deres film fast i Lumière-brødrenes raison d’être,
når de primært skyder levende billeder i et miljø, hvor kameraets
øje er vidne til virkelige hændelser.
Lumière-brødrene insisterede på kun at lade kameraet registre-
re virkelige hændelser, som for eksempel havets brusen ind mod
land eller en arbejderstab på vej ud af fabrikken. Trods realismen i
denne metode indebærer den også ofte en betydelig grad af koreo-
grafi, som dog altid tager afsæt i en bevægelse, der er gængs for det
pågældende miljø. Som hos Lumière-brødrene er koreografien af
bevægelser hos Benning og Geyrhalter iscenesat på en måde, hvor
det filmede miljø kan levere pludselige og uventede hændelser. En
lille dramatisk effekt, man altid sidder og venter på i deres film.
Det prosaiske landskab
James Bennings magnum opus er Californientrilogien, som er dét
samlede værk, hvor interessen for landskab manifesterer sig tyde-
ligst. En af filmhistoriens store personligheder, D.W. Griffith, po-
stulerede i sin tid, at det, moderne film manglede, var billeder af
vinden i træerne. Trilogien med El Valley Centro (1999), Los (2000)
og Sogobi (2001) er en tour de force i den slags billeder, hvor et utal
af bevægelsesmotiver cirkulerer rundt mellem de tre sammenhæn-
gende spillefilm.
Californientrilogien er et ambitiøst forsøg på at udarbejde en fil-
misk topografi. I hver film er der 35 skud af to og et halvt minuts
varighed i tre adskilte sektioner om henholdsvis landbrug, byer og
vildnis. Man hengiver sig hurtigt til strukturen, og langsomt lærer
man også at se og lytte på den særlige benningske facon, som kræ-
ver en helt særlig sensibilitet for både lyd og billede. Offscreenlyd
eller lyde fra små agenter i horisonten bliver altafgørende for ople-
velsen af filmene. Disse lydes oprindelse gør sig sjældent synlige i