Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
18
Abstraktion
Hvis det tomme galleris indklippede erindringsskakt fra Les para-
pluies sammenfatter en essens af Demy-filmenes tidslighed, findes
der i Les demoiselles en scene, som forekommer mig at udsige no-
get centralt om filmenes brug af farver – og det, man kunne kalde
filmenes abstrakte tendens, ikke bare i det visuelle udtryk, men
også i plot og replikker.
Scenen udspiller sig hos byens gallerist, som i sit mørkerøde jak-
kesæt indgår i et dekorativt samspil med galleriets hvide vægge og
de moderne, abstrakte kunstværker, som fortrinsvis er holdt i sort,
hvidt og gråt. Vi ser galleristen skyde til måls efter nogle små op-
hængte plasticposer fyldt med forskellige farver, som drypper ned
på den hvide flade under dem, når han rammer. En slags interak-
tivt action painting-værk, hvor den skydende beskuer selv skaber
maleriet. Ind træder Delphine, som i sin hvide kjole med hue og
indslag af rosa farvemæssigt duplikerer byens kalkhvide huse med
pastelfarvede vinduessprosser og skodder. Et enkelt figurativt værk
hænger hos galleristen: Et naivt portræt af „det kvindelige ideal“,
udført af matrosen og „digter-maleren“ Maxence, som er den ud-
kårne, Delphine endnu ikke har mødt. Portrættet ligner Delphine
og giver anledning til en lille repræsentationsteoretisk diskussion
mellem galleristen (som begærer Delphine) og Delphine (som ikke
begærer ham).
Delphine spørger: „Er det mig?“.
Galleristen svarer: „Nej, overhovedet ikke, det er figurativt på
den platte måde, og du er jo åndfuld.“
Altså en erklæring mod den figurative repræsentation (der ikke
kan indfange motivets „ånd“), i overensstemmelse med den for-
kærlighed for det abstrakte, som galleriets kunstudvalg vidner om.
Da Delphine har slået op med galleristen og er gået, udspiller sig
endnu en ultrakort repræsentationsteoretisk diskussion på fortovet
udenfor, hvor to unge kvindelige bipersoner render ind i to matro-
ser. Den ene kvinde lovpriser en af matrosernes blå øjne, som hun