Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
10
stilistisk som farverne i de to andre, og selv om personerne endnu
ikke (eller kun i enkelte scener) synger og danser til Michel Le-
grand, har musikken sin egen konstante og vægtige stemme i fil-
men med melodiøse ledemotiver knyttet til de enkelte karakterer.
Hvad er det, de film kan, når selv en lidet musicalbegejstret stil-
skeptiker som jeg må overgive mig helt og aldeles? Jeg tror, min
varige fascination af filmene har noget at gøre med to træk, som
kendetegner alle tre film: Deres fremstilling af den dårlige timing
som et eksistentielt grundvilkår og deres tendens mod det abstrak-
te, ikke mindst i farve brugen.
Erindringens resonansrum
Midt i Les parapluies åbner sig en svimlende skakt af erindring. Den
sortklædte diamanthandler Roland Cassard er til helligtrekongers-
middag hos paraplyhandlersken og hendes purunge datter Gene-
viève i deres lejlighed, hvor farverne på tapeter og kjoler matcher
hinanden i næsten psykedelisk grad. Moderen er beruset, glødende
og koket i den elegante mandlige gæsts nærvær, datteren er tavs og
forbeholden. Da Geneviève har trukket sig tilbage, anholder Cas-
sard om hendes hånd. Datterens bejler og moderen står side om
side ved kaminhylden, begge forelskede, men ikke i hinanden, hun
desorienteret, han alvorlig. Og så klippes der pludselig til et gam-
meldags og mennesketomt indkøbsgalleri, hvor kameraet tager
en rundgang om trappeskakten på én af de øvre etager, panorerer
langsomt cirklende hen over skakternet marmorgulv og nybarokke
englefigurer, mens Cassard med tre enkle sætninger fortæller (syn-
ger!) om sin tabte kærlighed:
Autrefois j’ai aimé une femme Engang elskede jeg en kvinde
Elle ne m’aimait pas Hun elskede ikke mig
On l’appellait Lola Man kaldte hende Lola