Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
44
hun imidlertid en egen filmproduktion og i de følgende år, frem til
1984, realiserer hun 19 film. I 70’erne er hendes skriftpraksis centre-
ret om arbejdet med film, og først med Elskeren i 1984 vender hun
tilbage til romanformen. Hvis man tænker på film som en syntetise-
rende kunstart, som trækker på andre kunstarter, teater, arkitektur,
musik og litteratur, så er det tydeligt, at Duras nærmer sig filmen
med litteraturen som udgangspunkt, eventuelt kan teatret forstås
som en mellemstation. Det er de levende billeders mellemværende
med teksten og tekstens mellemværende med de levende billeder,
hun ønsker at udforske og udfordre, og det er i mellemrummet
imellem dem, hun afsøger og formulerer en filmpoetik.
· India Song ·
Filmen India Song er fra 1975, men baserer sig på Duras’ eget tea-
termanuskript af samme navn fra 1973. Dens slowmotion-drama
udspiller sig på den (fiktive) franske ambassade i Calcutta under
sommermonsunen i året 1937. Billedsidens hovedperson er den
forførende ambassadørfrue Anne-Marie Stretter, en central og til-
bagevendende skikkelse i Duras’ forfatterskab, og filmens narrative
fremdrift består i at nå hendes død (formodentlig selvmord), som
annonceres af to fortællerstemmer allerede i filmens første minut-
ter. Fortællerstemmerne (der er fem af dem, Duras selv inklusive)
taler fra et sted uden for billedets tid og rum, og herfra huskes og
fortælles historien frem i dialog, spørgsmål og ved at stemmerne
supplerer hinandens beretninger. Filmens billeder fungerer ofte
som en art levende fotoalbum, der støtter fortællerstemmernes
erindringsarbejde, men det er også muligt for fortællerstemmerne
at kommentere elementer, som kun hører lydsiden til – eller som
hverken tilhører lyd- eller billedside, men snarere opleves som
fortidige, fremtidige eller parallelle fantasmer. Lydsporet har i vid
udstrækning en egen autonomi og indgår i et gensidigt udveks-