Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
88
Godard helt og holdent som modernistisk foregangsmand på sik-
ker kurs mod helt nye filmiske og politiske udtryksmuligheder.
Den pludselige tvivl
Det er blandt disse film, Jeg ved 2-3 ting om hende pludselig duk-
ker op i ‘67. Umiddelbart lægger den sig i forlængelse af de cine-
marxistiske film, idet den omhandler emner som prostitution,
boligmangel, overforbrug og urban fremmedgørelse. Men modsat
de tidligere agiterende film, fremturer den ikke med noget, der på
nogen måde kan tolkes som et svar eller en løsning på samfunds-
problemerne. Pludselig er den skråsikre tilgang til det politiske og
sociologiske pist væk, og som vi nu skal se, er den vanligt kække
propaganderen afløst af en tyst usikkerhed.
Denne mangel på utvetydig udsigelse har ledt til mangt en fejl-
læsning af filmen. Specielt Godard-analyser fra 70’erne bugner af
marxistiske læsninger af film som Jeg ved 2-3 ting om hende, og
deres absolutte fokus er på filmens sociologiske undersøgelser og
specielt på prostitutionsaspektet. Således er det sigende, at eksem-
pelvis Bent Fausing i en analyse fra 1974 ender med at konkludere
– og kritisere – at filmen ikke udsiger noget specifikt om kønsrol-
ler og prostitution, og at den forekommer upræcis i sit samlede
udsagn. Ligeledes konkluderer Mary Jean Green, Lynn Higgins og
Marianne Hirsch i deres feministiske analyse fra 1979, at Godard
ikke evner at formulere noget konkret om prostitution, og at han
ikke formår at sætte sig i kvindernes sted.
At læse filmen på samme vilkår som Godards mest politiske vær-
ker er at læse den komplet forkert, for Jeg ved 2-3 ting om hende
er ikke en film, der på nogen måde ønsker at levere løsninger eller
sætte problemer under debat. Snarere end at læse den ind i det
politiske spor, bør filmen udelukkende læses i det filmontologiske.
I ingen anden film sætter Godard så mange spørgsmål ved film-