Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
Tiden og farverne - Krystalbilleder
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Krystalbilleder</strong><br />
56<br />
Hun forestiller sig en hel film med sort skærm som det ultimative<br />
mord på filmmediet. Hendes forhold til film er morderisk.<br />
Venetian blinds<br />
Jeg ser begge film projiceret på mit rullegardin ud mod gården, <strong>og</strong><br />
tænker i den sidste del af Son nom de Venise igen <strong>og</strong> igen på or-<br />
dene venetian blinds. Det er allerede mørk november. Det er ikke<br />
tilfældigt, at Anne-Marie Stretters dødsårsag <strong>og</strong>så opgives til at<br />
være at dø af lys. Filmbilleder består af lys, <strong>og</strong> lys <strong>og</strong> billede er i sig<br />
selv morderiske. Ender Duras som ikonoklast? Hvis det er i mør-<br />
ket mellem lyd <strong>og</strong> billede, hendes film navigerer – som et skib om<br />
natten – synes kursen allerede i 1975/76 at være sat mod lyden <strong>og</strong><br />
indbygget i den: Talen <strong>og</strong> teksten.<br />
Jeg er alene hjemme, solen går ned i et silkeglat hav, Anne-Marie<br />
Stretter er død, den gale tiggerkvinde synger, filmen er slut igen.<br />
Hvis der findes en mulighed for ikke at gå til grunde, er det ikke bil-<br />
ledets mulighed hos Duras, men lydens <strong>og</strong> talens. Billedet er statisk<br />
<strong>og</strong> tungt både i India Song <strong>og</strong> i Son nom de Venise. Det beskæftiger<br />
sig med tingenes skønhed, stilstand <strong>og</strong> forfald. Det er dømt til over-<br />
flade. Lyden derimod er grænseoverskridende, gennemtrængende<br />
på alle filmens niveauer <strong>og</strong> i stand til at foretage adrætte spring i tid<br />
<strong>og</strong> sted.<br />
Vicekonsulen går fra at være betragter til receptionen til at være<br />
én, der råber i gaderne, <strong>og</strong> opløst til ren stemme glider han over<br />
på lydsiden, hvor tiggerkvinden <strong>og</strong>så befinder sig, <strong>og</strong> hvor de tid-<br />
løse fortællerstemmer bor. Billedsiden skiftes ud, den er illusorisk,<br />
mens lydsporet har en hjemsøgende karakter: Ørehængeren India<br />
Song gentages i det uendelige, <strong>og</strong> det samme gør råbene i løbet af<br />
filmen, på tværs af de zoner, vægge <strong>og</strong> husmure, som billedsiden<br />
bekræfter. Det er som om, lydsporet står tilbage som det reelt tran-<br />
scenderende moment, at det taler til os hinsides filmmediet: De<br />
karakterer, der formår at opløse sig til lyd, overlever transporten