Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
130
at trække luft ind gennem næsen, samtidig med at han puster den
ud mellem læberne, og dermed tonerne frem i instrumentet. Sce-
nen foregår i et nøgent øvelokale, hvor selve lysindfaldet alluderer
„fornem gammel bygning“ – en musikskole måske – og fornem-
melsen af opstigelse i lys og lyd hjælpes på vej af en kameraførsel,
der cirkler fløjtesspilleren, som var han en læderklædt supersoldat
i The Matrix. Det er da også kroppens ufattelige potentiale, der gi-
ves som forklaring på lydens, og til dels også lysets transcendens.
Fløjtenisten indtager og cirkulerer luften i hele sit legeme. På hans
ryg bølger lungernes mægtige protuberans under t-shirten, og
hans kredsløb med instrumentet er sluttet med overmenneskelig
koncentration og teknisk beherskelse. Filmen gestalter en sam-
menhæng, ja vel nærmest en samklang lyd og lys imellem: Mens
musikken toner ud, løsriver kameraet sig fra scenen for ufokuseret
at fortsætte gennem et vindue til verden udenfor, hvor billedet en-
delig drukner i lys. Scenen efterlader et indtryk af mystisk enhed
med hvidblænding som en art lysets højeste form. En hvidblæn-
ding, der i form af sin tomhed og kvalitet af udtømt billede udgør
et endemål tilbagelagt gradvist ved hjælp af instrumentets skære
toner, som var de trin mod toppen af et usynligt bjerg.
Hvor den første del demonstrerede lyset og lydens syntetiske mu-
ligheder, repræsenterer de følgende dele henholdsvis lyset og lyden
hver for sig. Andet parti består af en fast indstilling rettet mod et
hvidt loft, hvorpå mønstre synes at dukke op og forsvinde igen.
Måske disse mønstre kan forklares ved udelysets manipulation af
indelyset, som når billys om natten løber over loft og vægge – bare
afspillet som dagklare luftspejlinger? Loftlyset ændrer sig i hvert
fald i grader, der grænser til det transparente; det antager form af
dobbelteksponerede rektangler og skinnende, firkantede manda-
laer. Mens instruktøren parafraserer en personligt oplevet forelæs-
ning af den franske forfatter og sprogfilosof Roland Barthes, hvor
det særligt var hans stemmes kraft, der fæstnede sig hos hende.