Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
26
eller generere en oplevelse af, at menneskets tidsrum altid er et
ekkorum af forsvunden tid.
Erindringsskakt, abstraktion og dødens diskrete nærvær – har vi
dermed indfanget det fortryllende ved Demys trilogi? Næppe.
Med til filmenes særlige charme hører også en særlig ironi og
humor. Ironien i de små metakommentarer. Som når en af Guys
kollegaer på bilværkstedet i den muntre fyraftenscene (Les parap-
luies) syngende erklærer, at han hader opera: „Alle de mennesker,
som bare synger!“ – vel at mærke i en film, hvor alle bare synger.
Eller når en replik mod slutningen af trilogiens sidste film (Les de-
moiselles) udtrykker lede ved de motiver, som er genkommende
i filmene: „Sømænd, piger og skibe – hvor er vi trætte af det!“ El-
ler når Deneuve i tvillingesøstrenes skingrende jazz-sang spørger:
„Mon De foretrækker Michel Legrand?“
I Les demoiselles ligger der en særlig humor i en energisk in-
sisteren på det platte. Maxence’s platte ordspil „Je vais en perm’
à Nantes“ („Jeg tager på permission til Nantes”/ „jeg tager til
permanent“) bliver gentaget i det uendelige. Også i sang, hvor
det efterfølges af en mekanisk synge-latter. Det er som om, det
bliver et rent citat, en slags tegn, der hæftes på Maxence og ikke
betyder andet, end „jeg er vittig“, som om han lige så godt kun-
ne gå rundt med et skilt, hvorpå der stod „vittig person“. Det er
nærmest en Verfremdung-lignende teatralsk gestus, og det er i
denne gestus, frem for i ordspillet, at det vittige findes. Igen kan
man måske tale om en slags abstraktion: Det er ikke det konkrete
indhold i vitsen, der er afgørende, det er markeringen af „noget
vittigt“.
Man kunne tro, at filmenes tendens til abstraktion trak dem i
retning af det flade. Men tværtimod er der rigtig meget rum i fil-
mene. Kameraet kredser ofte bevægeligt omkring personerne og