Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
48
hun, men han råber ikke. Ikke før han afvises af hende og bliver
fordrevet fra receptionen, og hans råb – Anne-Marie Stretters fø-
denavn, Anna Maria Guardi – genlyder i gaderne resten af natten.
Begær og bevægelse
Receptionskoret fortæller, at Anne-Marie Stretter stadig oftere for-
lader fester, at der er noget strejfende over hende, hun har fulgt am-
bassadøren fra Peking over Mandalay, Bangkok, Rangoon, Sydney,
Lahore; hun har ingen ro og alligevel næsten ingen bevægelse. Det
eneste middel mod varmen er langsomhed, hører vi fra fortæller-
stemmerne, helt ned i blodet, og alle filmens syv skuespillere bevæ-
ger sig langsomt og fraværende. Filmens bevægelse er måske netop
den: En meget langsom bevægelse, som alligevel er strejferens,
den rastløses. Men der findes ingen forløsning i strejferiet. Det er
under monsunen, og der tales meget om regn, alligevel falder der
ikke regn på filmens billedside, en sådan forløsning er ikke mulig.
Anne-Marie Stretter begrænser ikke sit begær, det strækker sig i
alle retninger, også (mod hendes vilje) i retning af Vicekonsulen og
hans forbrydelse. „Repulsion is a feeling, you know nothing about,“
siger den østrigske attaché til hende, mens de danser. „She can’t
bear people who get used to India,“ siger receptionskoret alligevel
lidt tidligere i filmen. Hendes begær åbnes af det umage, af det der
ikke falder på plads, måske i en umiddelbar identifikation i kraft af
hendes egen rodløshed. Men det umage ligger også latent i selve
begæret: Begærets mål og metode synes at være at drage nærmere
uden at forbinde.
Smitte og selvmord
To gange flyder en mængde facts ind over billederne. Første gang
til receptionen, hvor stemmerne taler om den europæiske skyld og
de europæiske selvmord – vi forstår, at Anne-Marie Stretter flere