Tiden og farverne - Krystalbilleder

Krystalbilleder
96
kameraet, hvorefter han fyrer to salver af præcis som i Livet skal
leves. Men denne gang er det ikke Godard, der beskyder sin egen
film, men en karakter i filmen, der beskyder ham og derved mani-
festerer umuligheden af kommunikation mellem filmens billeder
og instruktøren, der i kraft af voice-overen fremstår som placeret
på den anden side af lærredet. At det lige præcis er barnet i filmen,
der viser sig fjendtlig over for Godard, har stor betydning, eftersom
barnet repræsenterer muligheden for et samlet, frem for et frag-
menteret udtryk. Da Juliette og sønnen taler om deres drømme,
siger hun, at hun drømmer, hun splintres i 1000 stykker, mens han
fortæller om en drøm, hvor Nord- og Sydvietnam bliver forenet.
Sønnen og hans drøm er den eneste reminiscens af helhed, der
præsenteres i filmen, og den nægtes Godard endegyldigt adgang til
i gevær-scenen.
Den sidste tydelige gestus til en tidligere Godard-film i Jeg ved 2-3
ting om hende er genbrugen af slutscenen fra den lette og vitale
musical En kvinde er en kvinde fra 1961. Denne film slutter med, at
Anna Karina og Jean-Claude Brialy sidder i deres seng og forsones
efter et langt og underholdende skænderi. De er så sikre på spro-
get, at de fuldender hinandens sætninger, og selv sprogets tvetydig-
heder som ordspillet „infame/une femme“ giver ikke anledning til
andet end et smil og et kækt blink til kameraet.
I Jeg ved 2-3 ting om hende forsøger Juliette og Robert også at
tale om kærlighed, mens de sidder i sengen, men til sidst må de
indse, at de er ude af stand til at kommunikere. Resignerende be-
der hun ham om en cigaret. Hun har nu droppet al kontakt med
kameraet og Godard, og i stedet fylder den tændte cigaret hele bil-
ledet som en altomfattende momentan tilstand af forglemmelse
og eskapisme, hvorefter filmen slutter med et billede af en masse
forbrugsprodukter opstillet som gravstene, og Godards voice-over,
der konstaterer, at han nu har nået et absolut nulpunkt.