VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

plagede ham, og han var ikke i tvivl om, hvad årsagen var. I et notat den
Il. januar 1922 hed det bl.a.: »Det er strengt for mig at holde skole for
så få - men jeg må holde ud og ikke lade mig gå på af tyskernes lumpne
agitation«.
Det kunne være svært at holde modet oppe. Den 22. december 1924
lød det sådan: »Jeg er ked af, at jeg kom herned og tror dog ikke jeg
kunne blevet herfra. More mig lidt kan jeg, men får udrettet for lidt«.32
At tyske naboer og myndigheders pres mod det danske mindretal havde
en vis effekt, ses f.eks. i en lille artikel Gustav Lindstrøm skrev i
1935. 33 Her fortæller han, at han sammen med en dansk bonde prøvede
at organisere danskundervisning i en lille landsby. Det blev en træls vandring
for dem begge, skriver han. »Størstedelen af de mange, som først
havde givet tilslutning, var, medens sagen trak i langdrag, blevet lunkne
og betænkelige. Svarene var forskellige, men meningen den samme:
- »Nej, jeg tør ikke rigtig, vil se tiden an«.
- »Hvad vil de tyske naboer sige?«.
- »Min kone er ikke for det«.
- »Ja, jeg ville gerne, men 'das Geschaft'«.
- »Nej, jeg vil ikke have mere med Politik at gøre. Danmark vilde ikke
have os dengang. Nu er jeg international«.
Det sidste svar antyder, at en del danske i Sydslesvig efter skuffelsen i
1920 havde vendt sig til det tyske socialdemokrati.
Andre steder gik det dog bedre. »Vi er ikke blevet danske i går«, sagde
en dansk mand i Ladelund hidsigt til Lindstrøm efter en ordveksling. Et
år afsluttedes kursussæsonen i en af de små kredse i Kær herred med en
lille sammenkomst, hvor alle egnens danske var inviteret. Forsamlingen
af1101dtes i købmandens lagerrum, som til lejligheden var omdannet til
en lille sal med scene. Sække og dækkener gjorde det ud for kulisser. Til
glæde for de fremmødte fulgte nu en række prøver på vinterens arbejde.
Lindstrøm fortæller: »Først står den unge gårdmand frem, og synger en
sang han selv har digtet: 'Vi vil hjem til Danmark'. Det dirrer lidt i
ryggene på de gamle. Det er deres tanker, hans ord tolker. En lille nykonfirmeret
dreng fremsiger: 'En bondeknøs som hedte Hans'. Han ryster
i sine nye lange bukser, og i sidste øjeblik vil han strejke. Læreren
har dog ingen medlidenhed og skubber ham ind på scenen, hvor han
klarer sig pænt fra digtet, men er ganske flov, da han får klapsalve. Købmandskonen
har ingen lampefeber, men synger skælmsk 'Det var en daw
i høstens tid'. Det er en af egnens sange, den bliver morsomt sunget og
fornøjer meget. Til sidst kommer de 'søndeljydske piger'. Med et stort
56