VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

og aviser velkomment læsestof. Omtrent en gang hver fjortende dag supplerede
vandrelærerne deres beholdning af danske aviser, blade og bøger,
oftest på SSF-sekretariatet i Slesvig. Her var også »Forposten«, »Danische
Rundschau« og Almanakker fra Sprogforeningen til rådighed for
omdeling.
I det hele taget var der samarbejde med de lokale SSF-kræfter, men
det var ikke altid uproblematisk. Valker Back skriver:
»13.9.1968. Om eftermiddagen gjorde vi så klar til bestyrelsesmøde
her i Isted. Mødet begyndte noget forsinket, idet alle kom for sent. Vi
kunne først rigtig begynde kl. 20.30. Der var kun fremmødt halvdelen af
bestyrelsen. Tilrettelæggelsen af programmet gik noget trægt, man havde
ingen ønsker. Måske havde formanden ikke engang modtaget arrangementslisten,
han havde i hvert fald ingen ved hånden. Der blev besluttet,
at der skulle være: Lottospil med en film, adventsfest samt generalforsamling.
Jeg har haft det indtryk, at foreningen hvilede i sig selv, og
dermed var gået over i en familiær forening. Man havde nemlig selv
fundet ud af at rette an til møderne, lavet kaffen samt bagt hjemmebag.
Men nu så det ud til, at da vi nu var flyttet ind her, da regner man med,
at det ordner vi. Dette mener jeg er aldeles forkert. Vi vil gerne hjælpe
med alt det der skal være, men initiativet må komme fra foreningen,
ellers bliver den afhængig af læreren«. Også her ser vi en understregning
af, at det var vandrelærerne, der med deres initiativ sørgede for, at tingene
blev gjort, og at det mere og mere var det, folk forventede.
Den svækkede interesse for foreningslivet hang også her sammen med
tidens nyeste tilbud, fjernsynet. Back skriver:
»28.8.1968. Herfra gik turen til NN, som sad og så fjernsyn. Det slukkede
han dog for, da jeg kom, og han var helt god at snakke med. Men
konen kunne slet ikke forstå, hvad jeg ville hos dem, hun var bare interesseret
i at se på fjernsynet, som hun fik tændt igen. Det var i grunden
svært at snakke op imod et fjernsyn, og så trak jeg mig temmelig hurtigt
tilbage igen«.
Senere lærte Back at sætte sig med ryggen til det tændte fjensyn - det
gjorde konkurrencen lettere!
Disse eksempler fra Valker Backs dagbøger illustrerer glimrende en
del af vandrelærerens dagligdag. Han mødte både positive impulser og
megen træghed, og måtte gang på gang foretage en vanskelig vurdering
af folks motiver for at fastslå, hvor den ægte interesse gemte sig.
Af dagbøgerne fremgår det også, at der har været af1lOldt møde i vandrelærerforeningen,
hvor bl.a. de forskellige distrikter blev afgrænset.
Her bed Back særlig mærke i Bøgh Andersens ord, da han sluttede
173