VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

og kultur i Sydslesvig. Som medlemmer optoges vandrelærere ansat under
Skoleforeningen. I den første tid afholdtes møder i foreningen cirka
fire gange om året, senere næsten månedligt, og på den årlige generalforsamling
valgtes en bestyrelse bestående af formand, næstformand og
kasserer, ligesom et kursusudvalg nedsattes. Ved møderne deltog foruden
vandrelærerne, Skoleforeningens repræsentant i vandrelærersager Niels
Bøgh Andersen samt skoledirektøren. Denne overtog efter Bøgh Andersens
pensionering i 1972 tilsynet med vandrelærerne. Ved den årlige generalforsamling
deltog desuden flere af de gamle vandrelærere, bl.a. Niels
og Anna Kjems og Jørgen Jørgensen.
Gennem foreningens mødereferater kan man følge tendenserne i vandrelærerarbejdet
i disse år. Møderne startede som regel med, at man
gennemgik virksomheden siden sidst, og forskellige problemer drøftedes.
Her kom det frem, at flere følte sig klemte af bl.a. lokale tillidsfolk og
enkelte danske præster, som vandrelærerne mente lagde for meget arbejde
over på dem. Omdeling af kirkeblade, lottoarrangementer m.m. var
ikke primære aktiviteter for vandrelærerne, mente de selv. Der burde i
stedet lægges vægt på danskundervisningen og det opsøgende arbejde.
Først derefter kunne andre aktiviteter komme på tale.
Balancegangen, eller konkurrenceforholdet, til de andre danske organisationer,
var således tydeligt. Ofte følte vandrelærerne, at der blev øvet
rovdrift på deres arbejdskraft, og at andre løb med æren.
Fra foreningens start var det hensigten at organisere videreuddannelseskurser.
Det blev dog kun til nogle få kurser, bl.a. et par kurser i hobby-
og husflidsaktiviteter på Jaruplund Højskole, ligesom enkelte vandrelærere
afholdt mindre kurser for kollegerne. Det blev flere gange understreget
af både Bøgh Andersen og de gamle vandrelærere, at det var
vigtigt at holde sig ajour med udviklingen, bl.a. gennem kurser.
Når kursusaktiviteten alligevel ikke var større, skyldtes det først og
fremmest, at det var vanskeligt at samle alle på en gang. Til gengæld tog
flere af vandrelærerne om sommeren til Danmark, hvor de deltog i huser
på forskellige højskoler. Navnlig højskolen for husflid i Kerteminde var
meget søgt. Under besøgene i Danmark holdt flere af vandrelærerne også
foredrag. Her fortalte de om det danske arbejde syd for grænsen. Ofte
sluttede foredragene med en invitation til de tilstedeværende til selv at
komme til Sydslesvig for at se, hvordan arbejdet foregik.
Møderne i Vandrelærerforeningen anvendtes også til generelle drøftelser
af virksomheden. Her kunne den enkelte vandrelærer fremlægge dagligdagens
problemer for sine kolleger. Da den enkelte jo arbejdede helt
selvstændigt og frit efter sin egen metode, var det vigtigt at kunne ud-
167