VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

sogn. Efter fire år opgav hun dog stillingen på grund af sygdom og tog
på et kurophold ved Vesterhavet. Under opholdet her traf hun præsten
Holger Køster og hans kone fra Mygind ved Randers, og det blev aftalt,
at hun skulle rejse med dem til Mygind præstegård for at undervise familiens
børn.
Opholdet i præstegården kom til at vare halvandet år og blevet vendepunkt.
I det grundtvigianske miljø oplevede hun samlivet i en dansk menighed
og mødte den livsglæde og folkelighed, som skulle komme til at
præge resten af hendes liv. Hun havde lUL fundet sit kald, og da tiden i
Mygind var omme, rejste hun tilbage til Neder Jerstal, hvor hun tog
ophold for at være i nærheden af sin familie. Hun flyttede ind i broderens
hus for at hjælpe ham med husførelsen, men samtidig begyndte hun i det
små at undervise egnens børn. Mange steder i Sønderjylland var det ikke
ualmindeligt at forældrene sørgede for, at børnenes to ugentlige frieftermiddage
fra den tyske skole anvendtes til dansk undervisning. Denne
sideløbende undervisning skulle naturligvis foregå i det skjulte.
Det var denne gerning Henriette Gubi nu tog op. »Jeg vilde saa gjerne
være med til at smugle lidt liv ind i de smaa barne-hjerter«, skrev hun,
»men det er jo i alle maader ikke heldigt at leve som smugler. Jeg vilde
saa gjerne kæmpe med aaben pande og tone rent flag«.
Ønsket om at kæmpe med åben pande skulle den engagerede lærerinde
snart få opfyldt. I vinteren 1890 fik hun en opfordring fra H. P. Hanssen
om at tage gerningen som vandrelærer op. Bl.a. gennem Sprogforeningen
ville han skaffe hende en løn, og hun skulle derefter tage ophold i en
periode på to til tre uger på de gårde, hvor forældrene ønskede hendes
hjælp. Hun begyndte den l. september 1891, og i de følgende år frem til
sin død i 1894 virkede hun som vandrelærerinde mange steder rundt omkring
i Sønderjylland.
Om det daglige arbejde i disse år og kampen mod de preussiske myndigheder
fortæller hun i en række breve til veninden Georgia laCour
Pedersen. 16 Brevene vidner om en kvinde med en udtalt national bevidsthed.
»Det var mit eget livsmaal, jeg her saa virkeliggjort; at faa lov til at
leve for en saadan børneflok, og saa da især børn fra Søndeljylland, der
paa den maade næsten bogstaveligt er revet ud af Ørnens Kløer«, skrev
hun til veninden.
»Mine onsdage og lørdage, da børnene kommer her, er mine kjæreste
dage, og det vil blive velsignet hver dag at kunne virke mellem de smaa
hernede. Ja mellem de store med for den sags skyld, for det er jo de
voksne, der særligt skal hjælpes på gled med de smaa«. Også her ser vi,
24