VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

velstand, at befolkningens mobilitet øgedes. På udflugter og ferierejser
var det nu muligt for den enkelte selv at skabe sig et indtryk af det
tidligere så fjerne »forjættede land«, Danmark. På den måde mistede de
nationale myter, som i en vis grad tidligere havde været bærende for det
danske arbejde, sikkert en del af deres kraft.
Samtidig opstod der nye kulturtilbud fra anden side. Voksenundervisningen
voksede frem med et stort og alsidigt tilbud. Det var på mange
måder i slægt med det program, som vandrelærerne traditionelt havde
stået for. I Sydslesvigsk Årbog 1972/73 kan man f.eks. finde en opgørelse
over sæsonens afholdte kurser. Her ses det, at der har været af1lOldt
64 kurser i dansk for begyndere (806 deltagere),
24 kurser i dansk for viderekomne (378 deltagere),
41 i kjolesyning (411 deltagere),
24 i gymnastik (470 deltagere),
14 kurser i keramik, porcelænsmaling, sløjd og stoftryk,
42 kurser i fagene engelsk, fransk, frisisk, tysk for danske medarbejdere,
matematik for forældre, kogekursus, amatørteater, økonomi i
planteproduktionen, guitarspil, litteratur, håndgerning, motorlære, korsang,
førstehjælp, navigation, grafik og 4 aftenhøjskoler i kunst, samfundsorientering
og litteratur samt 4 foredragsrækker bl.a. i hjemstavnshistorie
og pædagogik. 32
Kursernes indhold viser samtidig, hvordan nye emner blev taget op.
Ved siden af kurser i dansk, dukkede nye og mere fritidsorienterede tilbud
op. Den stigende internationalisering afspejles i den nye generations
kursusvalg.
For vandrelærerne betød det nye udfordringer. De måtte søge efteruddannelse
og prøve at gøre brug af de nye tilbud, så medlemmerne i de
lokale kredse kunne få gavn af dem. I andre dele af de danske organisationer
tvivlede nogle dog på, at vandrelærerne kunne klare sig i konkurrencen:
»Efter at man har indført aftenskolevirksomhed med pædagogisk
baggrund, er det sikkert endnu vanskeligere for vandrelærerne at virke
pædagogisk. Vi mener derfor, at vandrelærere skulle overføres til SSF«,
blev det i 1972 udtalt i et SSF-forretningsudvalgsmøde.33
Disse modsætninger satte tanker igang om vandrelærernes fremtid. I
Sydslesvigsk Forening drøftedes fra sidst i I 960'erne, om hele vandrelærervirksomheden
ikke burde lægges ind under SSF. Sagen var jo, at
vandrelærernes arbejde på nogle områder var i slægt med SSF-funktionærernes,
amtssekretærerne osv. Mange af SSF's tillidsfolk forstod ikke,
hvad vandrelærerne lavede. De opfattede vandrelærervirksomheden som
en anakronisme fra tiden før krigen. »Vi ved ikke, hvad vandrelærerne
165