VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

lige maskingeværild. Hans sidste ord var, at jeg skulle hilse dem alle
derhjemme, og at Danmark måtte leve i sin fulde frihed. Lad os håbe, at
dette offer ej er forgæves, men at han må mindes og tjene for retten i vor
hjemstavn«. Marius Andersen faldt i Rusland 1942. 139
En såret soldat, Peter Andresen fra Agtrup, skrev bl.a.:
»Det glæder mig, at sporten og folkedansen trods alt bliver holdt i
gang derhjemme. Jeg kommer bagefter og ser hvad de unge kan«. Peter
Andresen mistede den ene hånd og fod under kampene på Krim. 140
Som nævnt gjorde Lars H. Schubert tjeneste ved luftværnstropperne i
Kiel fra 1942. I alle krigsårene modtog han en række breve fra danske
venner, kolleger og elever i Sydslesvig. Alle disse breve vidner om, hvordan
de danske rykkede sammen og forsøgte at klare sig under krigen.
Her nogle eksempler i uddrag: 141
»25. januar 1944 (Rusland). Kære Lotte og Lasse! Tak for brevet, som
jeg fik i dag. Det er jo altid den bedste tid på dagen, når man hører at
posten er der. Så ser man jo med spænding, om man nu også selv er i
blandt dem som skal have. Hvis ikke så er man selvfølgelig skuffet over
det og falder tilbage i den gamle ligegyldighed. Det betyder jo så meget
for os, at høre derhjemmefra.
Hans Carstensen«.
»15. marts 1944. Dog nok om al den krig og elendighed. Det har I derhjemme
jo også nok af. Jeg tænker tit på, hvor dejligt det skal være, når
man atter kan tage fat derhjemme. Det står som en drøm for os, men en
dejlig drøm. Der gives heller ikke noget kompromis for os. Vi har kun
den ene vej a t gå, nemlig den vor afstamning og vort hjerte foreskriver
os. Og du kan tro, jeg tit er glad alene ved tanken om vort folkefællesskab
Peter Koster«.
Der kom også brev fra Niels Kjems. Han var blevet indkaldt i 1944, 56
år gammel. Den 6. januar 1945 skrev han til Lars og Lotte Schubert, at
han var på vej hjem: »Mange tak for dit brev. Som du ser er jeg nu i
Flensborg, og stort bedre kan jeg ikke ønske mig det. Jeg er i fangelejren
Tegelbarg i Flensborg, det er ude ved Slesvig Landevej. Jeg tænkte på
dig i aftes, da jeg så, de skød efter flyvere over Kiel. Det er ganske vist
meget bundet her, man får ikke orlov, men det er jo et driverliv, og hvad
der er meget værd, vi har godt med varme indtil nu. Vi vil jo dog håbe,
at 1945 må bringe freden.
Niels Kjems«.
124