VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

Egentlig struktur over vandrelærervirksomheden kom der først med
ansættelsen af Niels Kjems som rejsesekretær og vandrelærer i Skoleforeningen
i Flensborg i 1922. Som sekretær i Skoleforeningen var det
Kjems' opgave at organisere og tilrettelægge vandrelærernes arbejde.
Sammen med sin kone Anna slog han sig ned i Harreslev udenfor Flensborg,
og herfra udgik hans virksomhed. Selvom Sydslesvig ved afstemningen
ikke kom med til Danmark, opgav man ikke håbet. På utallige
rejser rundt i det nordlige Sydslesvig bidrog Kjems og de øvrige vandrelærere
til at holde sammen på og udbygge de små danske kredse.
Danskundervisningen var i de første år det vigtigste arbejdsfelt. Frem
til 1926 tillod de tyske myndigheder ikke oprettelse af danske folkeskoler
uden for Flensborg. Derfor blev det vandrelærernes opgave at løse opgaven,
i de første år i private rammer. Sammen med Gustav Lindstrøm,
Jørgen Jørgensen og andre tog Kjems fat. I private danske hjem og i
enkelte små forsamlingshuse kom de om eftermiddagen og underviste
børnene efter almindelig skoletid. De fortsatte om aftenen, hvor de voksne
samledes til dansk samvær og danskundervisning. Gymnastik og hus­
Rid hørte også til programmet.
Fra 1926 var det muligt at oprette danske skoler også på landet uden
for Flensborg. Dermed kunne undervisningen af børn i dansk flytte indenfor
skolernes vægge. Yandrelærerne fortsa tte med at undervise i
dansk, hvor der ikke var skoler, og hvor voksne ønskede det. Især lagde
de nu vægt på praktiske sysler - kjolesyning og især omsyning, børstebinding,
træarbejde, fletning af peddigrør osv - samt på foredrag, oplæsning,
fremvisning af lysbilleder m.v. Efter skolelovene af 1926 og 1929
blev der desuden taget fat på vandrelærerarbejde i de sydlige distrikter
fra Slesvig og ud til Tønning.
I perioden 1920 til 1945 var der i alt ansat 35 vandrelærere i Sydslesvig.
16 var kvinder, 19 mænd. De fleste kom fra Danmark og fælles for dem
var udover et engagement for den danske sag, at de havde flere års ophold
på danske højskoler bag sig. På højskolerne havde de hørt om mindretallets
forhold, og flere af dem søgte målrettet en uddannelse i husflid,
tilskæring, læderplastik eller lign. som baggrund for at tage fat i Sydslesvig.
En del vendte hurtigt hjem igen, nogle få blev der resten af livet. Den
fælles højskolebaggrund og de grundtvigske traditioner skinner tydeligt
igennem i vandrelærernes arbejde. Undervisning gennem folkeligt dansk
samvær, suppleret med praktisk husRidsarbejde, var nøgleordene. For
Jørgen Jørgensens vedkommende kom hertil et arbejde med at hjælpe de
danske småbønder til at omlægge landbruget til moderne danske metoder.
182