VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

Jørgen Jørgensens svar på spørgsmålene kendes desværre ikke. Ansøgeren
blev imidlertid ansat af Sydslesvigsk Udvalg til at arbejde i Svans og
omegn (se side 146).
Derimod kender vi Niels Kjems' holdning på disse vigtige punkter. I
anden sammenhæng anførte han, at der ikke kræves seminarieuddannelse
for at blive vandrelærer. Gode danskkundskaber, eventuelt erhvervet
på en dansk højskole, samt gåpåmod og lyst til arbejdet var som regel
tilstrækkelige kvalifikationer. Der krævedes ikke speciel tilladelse fra de
tyske myndigheder i Kiel, men en almindelig arbejdstilladelse var dog
nødvendig. Denne blev fremskaffet gennem Skoleforeningen. Vandrelæreren
var dermed tydeligt placeret på et andet plan end en normal
skolelærer.
1950'erne: Udbygning og ny struktur
Begyndelsen af halvtredserne blev skelsættende. Dels så man ved tiårets
begyndelse, at tilgangen til de danske organisationer toppede, og dels
betød Kiel-erklæringen fra 1949 en anerkendelse af det danske mindretals
rettigheder. Erklæringen fra 1949 fastslog, at »bekendelsen til det
danske folkefællesskab og den danske kultur er fri. Den må hverken bestrides
eller efterprøves«. Princippet stammede fra skoleordningen fra
1929 og blev nu fastslået som almen ramme for mindretallets liv.
Erklæringen var dog kun en hensigtserklæring. En epokegørende effekt
fik den ikke straks, blandt andet fordi især den slesvig-holstenske
regering i Kiel under ledelse af F. W. Ltibke gjorde hvad den kunne for
at modarbejde erklæringens hensigt. Først i 1955 afklaredes forholdene
gennem København-Bonn erklæringerne, som blev indgået i forbindelse
med Vesttysklands optagelse i NATO.
Afklaringen af de overordnede politiske forhold samt afmatningen i
tilgangen til de danske organisationer gjorde, at hele den danske virksomhed
i Sydslesvig måtte nyvurderes med henblik på en øget indsats og
en strammere styring. Nu gjaldt det om at fastholde, hvad der allerede
var vundet. Der var brug for en øget indsats, hvis det bestående skulle
fastholdes.
I april 1953 blevet fællesudvalg under Grænseforeningen og Sydslesvigsk
Forening nedsat med det formål at give en samlet vurdering af de
danske aktiviteter på det folkeligt-kulturelle område. Fællesudvalget,
som bestod af lektor, cand.mag. Johs. Hoffmeyer, skoleleder M. Sig Kristensen,
viceskoledirektør Hans Meng, højskolelærer, dr.phil. Roar
Skovmand samt lederen af Grænseforeningens afdelingskontor i Flensborg
H. Agerskov som sekretær, fremkom i oktober samme år med en
140