VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

fra Nybøl, at hun siden starten i Dybbøl i september året før havde været
i IO hjem og haft 34 børn i undervisning. »Nu og da har nogle af forældrene
overværet denne, og ved min bortrejse har man beholdt bøger
passende til selv at fortsætte med dansk stil, læsning og sang«. Hun tog
børnene med ud i Dybbøl skanser for at undervise i Danmarks historie
der, og om aftenen fortsattes i hjemmet med Danmarks geografi, dansk
sproglære, stil, læsning og sang.
Hun havde også forståelse for, a t det ikke var nok a t holde sig til
kærnetropperne - de velstående bønder. Fattigfolk var lige så vigtige for
sagen: »For tiden bor jeg atter hos P. Moos i Nybøl«, skrev hun i marts
1892, »men går hver dag efter kl. 4 om i byen til en fa ttig familie, hvis
børn det denne gang gælder. De har hverken råd eller plads til at have
mig i huset, men de har en stor børneflok i en lille stue, som det er en
glæde at sidde iblandt. Mens de mindste børn gå på gulvet og lege, sidde
de største rundt omkring mig, og »Mor« bagved med sin strikkestrømpe
og lytter til. Hendes børn skal fra det lille hjem ud a t tjene i andre hjem,
så snart de kan slippe fri for skolen, der bliver hverken tid eller råd til
fortsættelsesskoler efter konfirmationen, derfor er hun glad ved at de få
lov at være med her, thi kærligheden til det danske er lige så varm og
bevidst i det lille hjem som i det større, endog det står udenfor meget,
som disse kan have støtte og styrke i. Jeg har det faste håb a t få lov og
lejlighed til i fremtiden at komme ind i mange flere af disse små hjem«.17
Fra Dybbøl tog Henriette Gubi videre til Broager og herfra videre til
Ullerup, men efterhånden som hendes virksomhed tog til, kom hun i
myndighedernes søgelys. I Nybøl ville man have flere familiers børn undervist
sammen, men det var hun ikke tryg ved. »Det var rarere ikke at
komme ind under den store kikkert«, skrev hun. Men det kom hun. I et
brev fra den 12. maj 1892 skriver hun: »Jeg har rigtignok været i forhør
og givet fuld rede for min færd, men jeg fik kun en mulkt, fordi jeg ikke
havde meldt mig hos kommuneforstanderen, hvilket jeg nu for fremtiden
må gøre«. Senere i samme brev fortæller hun, ikke uden humor, at gendannen
var ude for at lede efter hende, men at hun var gået ud i skanserne
ved Dybbøl, »der altsaa bogstaveligt dækkede mig«.
Myndighedernes chikane af de to danske vandrelærere fortsatte. På
Bovlundegnen fik Kasper Jensen som nævnt et direkte forbud mod at
drive undervisning, og han måtte derfor bytte opholdssted med Henriette
Gubi. I oktober 1892 kom hun til Gestrup ved Toftlund, hvor hun genoptog
Kasper Jensens virksomhed. Kort tid efter fik hun en stævning til at
møde i retten i Toftlund hos »en tysker, der var saa vred som en tysker