VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

et tidspunkt for eventuelle afstemninger, var det eneste håb de danske i
Slesvig havde for en snarlig genforening med Danmark. Så vagt den end
var formuleret, fik den stor betydning for den holdning, de danske slesvigere
indtog overfor de preussiske myndigheder. I korthed kan man sige,
a t så længe der var håb om en snarlig genforening med Danmark, var
der også al mulig grund til at modarbejde de preussiske myndigheder og
deres bestræbelser på at germanisere hele Slesvig.
Ved valget til den grundlovsgivende forsamling for det nordtyske forbund
i februar 1867, hvor også de danske i Slesvig havde stemmeret,
viste det sig, at der ned til en linie nord om Tønder og syd om Flensborg
var dansk flertal. Det store danske stemmetal samt det håb, som var
vakt med Pragfredens § 5, satte for alvor gang i protestpolitikken. Med
henvisning til de danske slesvigeres særlige stilling i det preussiske monarki
på grund af § 5 gjaldt det om at protestere imod selv den mindste
krænkelse fra Preussens side. Protestpolitikken kulminerede med den såkaldte
edsnægtelse. Mange embedsmænd nægtede at aflægge ed og blev
afskediget senest i løbet af 1867. Også de to danske repræsentanter i den
preussiske landdag nægtede at aflægge ed på den preussiske forfatning.
Aflæggelse af eden kunne af de preussiske myndigheder opfattes som
accept af Preussens indlemmelse af Slesvig, mente man. I praksis havde
den danske protest sikkert ikke den store virkning, men den moralske
betydning af disse edsnægtelser kan næppe overvurderes.
Et andet forhold svækkede dog de danske slesvigeres stilling, nemlig
de såkaldte optantsager. Ved freden i Wien 1864 var der åbnet mulighed
for, at danskere i Slesvig indenfor de første seks år efter freden kunne
bevare dansk statsborgerskab ved at optere for Danmarlc. For at undgå
den tre år lange preussiske værnepligt benyttede mange sig af denne mulighed.
Ligesom mange ikke ønskede at aflægge ed på den preussiske
forfatning, ønskede de heller ikke at gøre militærtjeneste for en »fremmed«
magt.
Men optionerne svækkede den danske sag i Slesvig. For det første
mistede optanterne deres stemmeret ved valgene, og samtidig var de og
deres familier lette ofre for de preussiske myndigheder. Truslen om udvisning,
selv for meget små forseelser, fik sandsynligvis mange af optanterne
til at holde sig helt væk fra det nationale arbejde. For optanterne gjaldt
det om ikke at komme i myndighedernes søgelys. Da muligheden for at
optere udløb, valgte mange i stedet at udvandre, enten til Danmark eller
over havet til Amerika.
Gradvis tog de preussiske myndigheder fat på at fortyske landsdelen.
Først ophævedes de danske sprogreskripter i Mellemslesvig, som var ind-
10