VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

skole ve' dæ?« - »Ja, når du må for din far«. Eller det hændte, at en stor
skolepige, jeg ikke havde kendt før, frejdigt kom og meldte sig i dansk
skole. Ellers var det mest forældrene, der kom. Og der var nogle, der
påberåbte sig deres danskhed, skønt de til da havde skjult den godt.
Bedre synes jeg om dem, som stilfærdigt kom og sagde: »Jeg er tysk
opdraget, så jeg kan ikke være så dansk, men jeg vil have mine børn
opdraget på dansk«.7
Kort efter krigen forlod Lindstrøm den egentlige vandrelærergerning
for at hellige sig arbejdet med skolen i Ladelund. Han var en kort tid
lærer ved den nyoprettede danske skole i Ellund, men vendte på Skoleforeningens
opfordring tilbage til »Kirkevang« i Ladelund. Her blev han
forstander for ungdomsskolen »Kirkevang«. Om hans tid her berettes
indgående i Gunhild Lindstrøms ovenfor nævnte erindringer.
Niels Kjems
I Harreslev genoptog Niels Kjems sit virke straks da krigen var slut. Den
8. maj var han hjemme igen, og på cykel gik det ud over landsdelen for
at undersøge stemningen hos de mange venner. Helt påtrængende var det
at finde ud af, hvad der var blevet af de mange indkaldte. Hvem var
faldet, hvor var de overlevende? Uvisheden hang som en sky over fredsglæden.
Snart kom de første ønsker om nye danske skoler. Fra juli 1945 var
Kjems med til at tage mod de mange ønsker. Nordfra kom de to kendte
højskoleforstandere Jacob Arnfred og Hans Lund og ville have ham med
til at oprette en dansk folkehøjskole i Sydslesvig. Landsdelen skulle genvindes
folkeligt, ikke med vold. De ville have Kjems som medforstander
for den påtænkte skole. »Det var meget pænt af dem, men jeg tror nu
ikke, jeg kan eller skal. Jeg skal vist følge husflidsbanen«, mente Kjems.
Han foretrak at fortsætte i det vandrelærerspor, som han havde lagt i
mellemkrigstiden. 8 Kjems videreførte da også flere af sine gamle kurser,
men fik desuden mange nye opgaver.
Det strømmede ind med ønsker om nye danske skoler. Hovedopgaven
for Kjems blev nu som Skoleforeningens sekretær at være fødselshjælper
for de mange skoler, og han blev konsulent for ungdomsskole- og højskoleanliggender.
Som sådan var han med til at administrere den omfattende
støtte til unge sydslesvigeres ophold på danske højskoler.
På lange rejser gennemkrydsede han Sydslesvig for a t tale med forældregrupper,
som ønskede danske skoler oprettet, og han besigtigede
bygninger og lokaler til de mange nye skoler. Gennem notater i Kjems'
dagbøger fra årene lige efter krigen får man et glimrende indtryk af, hvor
l3l