VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

Et tredie eksempel kunne være vandrelæreren Otto Pefersen's indberetning
fra vinteren 1958/59. Otto Petersen havde sit udgangspunkt i Egernførde.
Herfra underviste han i byerne Flækkeby, Barkelsby, KonigsfOrde,
Ostorp og Gettorp. Han var født i 1901 i Sønderbrarup i Angel, hvor
han også gik i skole. Herefter kom han i lære som mejerist og efter læretiden
flyttede han til Kollund nord for grænsen. Senere vendte han tilbage
til Angel, hvor han sammen med faderen dreven mælk- og smørforretning.
I 1956 blev han ansat som vandrelærer af Skoleforeningen, hvor
han tildeltes distrikterne omkring Egernførde.
Otto Petersens indberetning for vinteren 1958/59 fylder ikke meget,
kun en håndskreven side, men i al sin korthed giver den et udmærket
billede af, at arbejdet var forskelligt fra egn til egn. Sprogundervisningen
var det vigtigste for vandrelæreren i disse skolefattige områder. Den foregik
ikke som i de danske skoler, men børnene havde dog både læsning,
skrivning, regning og oversættelse. Grammatikken flettedes kun ind ved
oversættelser. Som afveksling lavede de engang imellem »indendørsleg«,
eller det blev til en gang lysbilleder med hjemstavnsmotiver. Deltagelsen
i undervisningen varierede meget, for børnene kom jo i fritiden, og så
skete det, at de ikke havde tid, eller måske ikke lyst til at være med. Ude
på landet blev det stadig vanskeligere at få de voksne med til sprogarbejde.
Det skyldtes nok til dels en langsomt aftagende interesse for undervisningen,
men også den tiltagende »komfort«, ikke mindst konkurrence
fra det nye fjernsyn. Enkelte grupper var dog endnu meget interesseret i
at lære sproget.
Den aftagende interesse for de danske aktiviteter som Otto Petersen
nævner blev stadig tydeligere. I takt med øget velstand fulgte en lang
række nye fritidstilbud, som vandrelærerne måtte konkurrere med.
Sports- og musikarrangementer, ungdomsforeninger og lignende tiltrak
stadig flere af de unge. Samtidig sporedes i tresserne et »ungdomsoprør«
blandt den danske ungdom. Mange unge begyndte at sætte spørgsmålstegn
ved den gamle ledelses strategi og metoder. Det var på tide at opgive
den gamle konfrontationskurs.
Det sidste eksempel, som skal fremdrages, er fra egnen omkring Oksbøl
og Munkbrarup i Nordangel. Her havde vandrelærerinde Solvejg
Rejslund sin virksomhed. Hun blev født i 1909 i Bovlund i Nordslesvig,
og gik i både dansk og tysk skole. Efter en række ophold på danske
højskoler, bl.a. gymnastikhøjskolen i Snoghøj samt forskellige håndarbejdshøjskoler,
var hun ansat på Vrå Højskole i seks år, før hun vendte
tilbage til Søndeljylland som bestyrerinde på Jyndevadhus, hvor hun var
ansat af Det unge Grænseværn. Om vinteren virkede hun som vandre-
157