VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

Skolen i Flensborg. Men samtidig indførte de prøjsiske myndigheder i
1924 en afgift på passage af grænsen, en »pasafgift«. Denne afgift bevirkede,
at mange unge sydfra ikke kunne komme på højskole og efterskole
i Danmark. I l 924 havde l9 l elever fra Sydslesvig ansøgt »Sønderjydsk
Skoleforening« om støtte til sommerophold på skoler i Danmark, men
kun 31 mødte frem. Til vinterskolen 1924/25 søgte l 39 elever om støtte,
hvoraf kun 91 mødte. 8s
Det var derfor vigtigt, at tilbuddene om undervisning syd for grænsen
blev udvidet. I Flensborg etableredes Ungdomsskolen, som om aftenen
tilbød undervisning i de særlige handelsfag, handelskorrespondance,
dansk og tysk stenografi, engelsk, bogføring, gymnastik, sløjd, husgerning
og håndgerning. 86
Væsentligt var, at den hidtidige geografiske begrænsning til 2. zone
blev sprængt. I amterne lige syd for grænsen opfyldte de nye skoler nu
det meste af behovet for børneundervisning. En af vandrelærerne, nemlig
Jørgen Jørgensen, flyttede da længere mod syd og fortsatte i og omkring
Slesvig by, Frederiksstad og Tønning. Resten af vandrelærerne fortsatte
i de nordlige distrikter, men tilbød nu i stigende grad ved siden af den
egentlige danskundervisning også undervisning i en række praktiske husflidsfag.
I mange hjem var økonomien anstrengt, og der var god brug for
billige, hjemmegjorte produkter. Der blev oprettet hold i bl.a. træsløjd,
kurvefletning, kjolesyning, almindelig syning, almindelig håndgerning,
sang og gymnastik. Derudover blev atllOldt sangaftener, foredrag, lysbilledaftener,
ligesom der flere steder øvedes folkedans og små dilettantforestillinger,
som blev opført ved kursets afslutning. Disse nye tilbud var
særdeles populære og var fra midten af tyverne med til at fastholde interessen
i landdistrikterne.
Efter fremgangen indtil 1923 fulgte en vis stagnation. Sidst i 20'erne
var der knaphed på ressourcer. Det var ikke altid let at holde fanen højt.
Sidst i august 1931 gav Niels Kjems ud fra erfaringer i Klægsbøl syd for
Tønder på vestkysten denne vurdering af situationen: »Vort indtryk var
nærmest: Danskheden er døende i Mellemslesvig; når de gamle dør, er
det forbi. Er der så mening i, at vi får vor løn for at gå og forsøge at
piske liv i det, som dog dør? Ja, sådan tænker vi også stundom. Men vi
kan jo ikke rejse herfra, det ville være at svigte. Så længe vi synes vi kan
hjælpe den enkelte dansker med et eller andet, ja da må vi blive.
Jeg vil da sige, at fra andre egne kan der tegnes meget lysere billeder,
der viser, at der også er ungdom, som ønsker at leve deres liv som danske
også ind i fremtiden«.87
Antallet af vandrelærere lå omkring de fem, og der blev ansat nogle
89