VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

Krigsårene 1939-45
Niels Kjems' årsberetning fra 1938-39 nævner nogle af de nye byrder for
ungdommen under Det Tredje Rige: Rigsarbejdstjenesten og den tvungne
værnepligt. Samtidig lykkedes det dog gennem forhandlinger i årene op
til krigen at sikre ikke så få bemærkelsesværdige privilegier for mindretallet.
Retten til frit at bekende sig til mindretallet blev stadfæstet, børn
af dansksindede forældre blev fritaget for indlemmelse i Hitler-Jugend,
dansksindede medlemmer af Arbejdsfronten var ikke forpligtet til at deltage
i møder af tysk-national karakter, og det danske forenings-, kirkeog
skolearbejde kunne fortsætte.
Men særbehandlingen havde som nævnt grænser. Da krigen kom, måtte
de danske unge på lige fod med alle andre våbenføre mænd i Tyskland
drage til fronterne. Omkring 700 dansksindede blev indkaldt til krigstjeneste,
hvoraf mere end 100 aldrig vendte tilbage. 13o
Krigen betød store omvæltninger i det tyske samfund og hermed også
for det danske mindretal. Efter Tysklands besættelse af Danmark den 9.
april 1940 blev grænsen mellem Danmark og Tyskland lukket. Det betød,
at de for mindretallet så vigtige kontakter nordpå blev afbrudt, i alt fald
for en tid. Isolationen, den daglige kamp for tilværelsen samt frygten
for, hvad fremtiden ville bringe gjorde, at det danske arbejde skrumpede
ind til et absolut minimum. For ledelsen i Flensborg var det svært at
udstikke en parole. At opfordre til modstand, f.eks. ved at støtte danske
værnepligtige mænds desertering til Danmark, ville have været selvmord
for mindretallet, og ville uden tvivl have ført til modforholdsregler. Parolen
blev: Vær loyal over for staten! Man måtte se at klare sig gennem de
onde år, så godt man kunne.
Skolearbejdet fortsatte. I et brev fra januar 1945 skrev Gustav Lindstrøm
om arbejdet på Ladelund-egnen: »Vort arbejde har indtil nu gået
uhindret, da skolestuen har været fri, men ellers bliver alt hver dag tungere
for de danske hjem«.131
Senere skrev han om dagligdagen under krigen: »Vi, der kunne blive
hjemme, søgte at holde skoler og møder i gang, og det gik. I 1943 var
Børneskolen i Ladelund nede på et antal af 6 børn, men i 1944 steg tallet
til Il. Til møderne lykkedes det et par gange at få en taler ned fra Danmark.
Så var der højtid. Ellers klarede vi møderne med hjemlige kræfter,
og vi spillede endda dilettant. Da der kun var store drenge tilbage hjemme,
måtte de unge piger i mandfolketøj, og så prøvede vi at live hinanden
op, mens vi ventede på nazismens sammenbrud«.i32
I december 1939 blev Lars H. Schubert indkaldt til tysk krigstjeneste.
119