VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

De »gamle« vandrelærere på nye opgaver
Ved krigens afslutning var der fire vandrelærere tilbage, Niels Kjems,
Gustav Lindstrøm, Jørgen Jørgensen og Lars Schubert - alle med en
kone, som indgik i arbejdet. Alle fik de følgerne af de kaotiske forhold
at mærke. Undervisning var der selvsagt meget lidt af i sommeren 1945.
Men store omvæltninger ventede.
To ting kom til at præge vandrelærernes virksomhed i de første år efter
krigen, nemlig dels det store hjælpearbejde, som fra dansk side blev sat
i gang gennem Sydslesvighjælpen, dels etableringen af de mange nye danske
skoler, der var det første synlige resultat af den hastigt voksende
tilslutning til danskheden. Det blev en travl tid. I sin dagbog skrev Lars
H. Schubert den 17. maj 1945: »Begyndte igen på kontoret, stor travlhed
- mange mennesker, mange ønsker. Nu kender de alle vejen til OS«.2
Lars Schuberl gik nu ud af skolens tjeneste. I maj 1945 blev han udlånt
til at hjælpe i Den slesvigske Forenings Generalsekretariat. Derefter var
han et års tid leder af den nyoprettede skole i Flensborg Sporskifte (Weiche),
indtil han i foråret 1947 flyttede til Husum som amtssekretær.
Herefter var der kun tre vandrelærere tilbage. De fortsatte, og tog fat
på de nye opgaver.
Gustav Lindstrøm
Om forholdene lige efter krigen fortæller Gustav Lindstrøm senere: »Den
8. maj fik jeg bud med en frihedskæmper, om jeg ville komme til Tønder
til seminarieforstander Morten Bredsdorff og hjælpe med fordeling af
madvarer til danske syd for grænsen. Vi mødtes på cementvejen, der går
lige syd for grænsen, og fordelte så flæsk, ost, smør, kartofler og andre
rare sager mellem tillidsmænd og skoler fra Aventoft til Jaruplund«.3 Ind
imellem stødte man også på folk, som ville være danske for derved at få
del i hjælpen nordfra. Fra de danske tillidsfolks side tog man imidlertid
ikke kritikløst imod hvem som helst. Det viser følgende episode, som
Lindstrøm beretter om: »Storfolk, som ikke tidligere havde regnet os,
var nu på hat og meget fidele. En søndag morgen stillede tre sådanne
herrer og bad om »foretræde« hos mig. »Ja, nu skal jeg kalde på min
mand«, sagde min kone. »Han er ude i haven at fodre geden«. Jeg kom
så ind, og de fremførte deres ærinde, som var, at de søgte beskyttelse
mod de russiske fanger, der endnu var på egnen, og de havde svært ved
at forstå, at den måtte de søge andre steder«.4
Også mange flygtninge blev afvist. Herom fortæller Lindstrøm f.eks.:
»Der kom også pæne flygtninge og ville have deres børn i dansk skole.
129