VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

laver med vores medlemmer«, er en typisk bemærkning i mødereferaterne.
34 Set med SSF-briller kunne det være fornuftigt at overføre vandrelærerne
til den kulturelle organisations regi.
Sidst i 1960'erne blev problemet påtrængende. Elevtal og skoletal raslede
nedad. 1960 var der 82 danske skoler, 1975 kun 59. I 1955 havde
der været over 7.000 elever, i 1965 var tallet ca. 4.000. Når skoler blev
nedlagt, gik en del arbejde ofte i stå. Det stillede spørgsmålet: Kan vandrelærerne
sætte noget i gang i stedet for?
I SSF lød der ofte kritik af vandrelærernes virksomhed, og i skoleforeningens
ledelse var der heller ikke stor begejstring for det bestående
system. Derfor fremsattes gentagne gange i årene 1967-72 ønsket om at
lægge vandrelærerne ind under SSF. »Vandrelærerne har ikke meget med
danskundervisning at gøre. Det er i virkeligheden et rent folkeligt arbejde,
der burde ligge under Sydslesvigsk Forening«, mente amtssekretær
Dreller i Egernførde i 1967. En anden mente, at vandrelærerne blot var
legeonkler for børn, der i forvejen gik i dansk skole. I 5-mandsudvalget
lød der også ønsker om en bedre koordinering mellem SSF-sekretariaterne
og vandrelærerne.35
Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for ideerne om en sammenlægning.
Vandrelærerne synes, at det var en dårlig ide. Den tilsynsførende
Niels Bøgh Andersen fremhævede gang på gang, at vandrelærerne ikke
skulle være forpligtet over for andre end Skoleforeningen. De skulle ikke
være løbedrenge for hvemsomhelst. Sammenlægningen var dermed afvist.
I stedet enedes man om at samarbejde. I Skoleforeningen vedtog man, at
der ikke skulle ansættes flere vandrelærere, når de nuværende gik af.
Dermed nærmede man sig afslutningen på en næsten hundredårig lang
tradition. I 1967 var der endnu IO vandrelærere, i 1980 var der fem, i
1995 kun en.
Vandre/ærelforeningen
Kollegiet af vandrelærere toppede i årene fra 1961 til 1967. Der var da
omkring 10 i gruppen, i 1966 så mange som 13. På een nær var de alle
ansat af Skoleforeningen, som også finansierede lokaler, undervisningsmateriale
m. v. Det gav mulighed og behov for fællesaktiviteter. Der blev
derfor indført regelmæssige fællesmøder, hvor der var fagligt- kollegiale
drøftelser, foredrag o. lign.
I december 1966 gik man et skridt videre og dannede »Dansk Vandrelærerforening
for Sydslesvig«.36 Foreningens formål var at varetage vandrelærernes
pædagogiske, økonomiske og tjenstlige interesser, at styrke
fællesfølelsen, at yde hinanden støtte og at styrke og udbrede dansk sprog
166