VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

gens formål: »Hovedsagen er dog efter vort syn, at hjemmene selv tage
fat på at lære børnene at læse og skrive modersmålet og meddele dem af
dets rige skatte. Derfor ville vi især opmuntre og hjælpe i den retning,
blandt andet ved at udsende vandrelærere, som kunne hjælpe forældrene
til at få det rette greb derpå, give anvisning på bøger og andet dertil
nødvendigt skolemateriale.«21
Vandrelæreropgaven var imidlertid ikke let. Bladet Dannevirke fremhævede
perspektiverne i en artikel allerede den 16. december 1892:
»Hjemmeundervisningen vil blive Skoleforeningen en svær opgave at
løse, da der så ville fordres et meget betydeligt antal val1drelærere, om
undervisningen skulle kunne føre til noget, thi så kunne kun en families
børn undervises ad gangen. Hvad det altid kommer an på, turde i første
linje være, at der gøres forsøg med oprettelsen af skoler i de distrikter,
hvori et antal af omtrent 15-20 børn undervises af en vandrelærer efter
folkeskolens skoletid«.
Skoleforeningen blev således i de næste få år en støtte for vandrelærerne,
sammen med Sprogforeningen .og de sønderjyske foreninger i
kongeriget. Men naturligvis kunne støtten kun fortsætte, indtil forbudene
blev udstedt. Derefter måtte foreningen begrænse sig til at støtte unge
menneskers ophold på skoler i Danmark. Fra Flensborg amt blev der i
perioden 1894-1913 i alt ydet hjælp til 93 unges ophold på danske
skob".22
Hjemmeundel'visningen
Netop undervisningen i dansk var af afgørende betydning. 1 en tale ved
Folkehjems indvielse i Aabenraa i 1910 udtrykte H. P. Hanssen det således:
»1 en tid, hvor staten mere og mere monopoliserer hele undervisningsvæsenet,
er det naturligt, at magthaverne frem for alt har slået deres
lid til skolen. Løsenet har været: Den, der har skolen, har fremtiden!
Den, der har magt til at udstede skolereskripter og skoleanordninger, til
at udnævne skolelærere og lægge skoleplaner, har også evne til at lede
den opvoksende slægts tanker, til at bestemme dens nationale sindelag.
Men de sidste tredive års historie har vist, at dette heldigvis ikke holder
stik ... Hvor der opstår et modsætningsforhold mellem skole og hjem,
hvad der altid må betragtes som en ulykke, der er hjemmet altid stærkest,
der bliver det alligevel hjemmet, der præger den opvoksende slægt. For
så vid t er skolens angreb afslået«.23
Kildematerialet fortæller fyldigt om Kasper Jensen og Henriette Gubi.
Om eventuelle kolleger er der næsten intet optegnet. I et mødereferat fra
foreningen »To Løver« i 1894 nævner H. P. Hanssen, at andre har meldt
31