VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

I Før 1920
Fren1medherredømmet
»1814 blevet chok, 1864 et sår« skriver en dansk historiker med henvisning
til situationen efter krigen i 1864. Og helt uret har han næppe. Tabet
af Norge i 1814 var ganske rigtigt bittert for de fleste, men nederlaget i
1864 var en national ydmygelse. I løbet af nøjagtig halvtreds år havde
danske konger måttet afstå mere end tre femtedele af deres landområder
med næsten halvanden million indbyggere. Den førte nationalliberale politik
havde spillet fallit med katastrofale følger. Det bedste man kunne
sige om situationen efter 1864 var, at landet nu var bundet bedre sammen
og udgjorde en mere homogen enhed, med en ensartet dansk befolkning
som talte samme sprog.
Men sådan så man ikke på det i hertugdømmet Slesvig, som efter
krigen var kommet under fremmed styre. Her boede en stor dansk befolkning,
hvis eneste ønske var at blive forenet med Danmark. Som tingene
så ud lige efter krigen, var udsigterne til dette ønskes opfyldelse dog
kun ringe. I hurtig rækkefølge gjorde preusserne op med deres tidligere
allierede - først med slesvig-holstenerne, som snart indså, at drømmen
om en slesvigholstensk stat var død, og som lidt efter lidt sluttede sig til
de nye herrer - derefter med østrigerne, som efter et nederlag på slagmarken
i 1866 måtte afstå fra enhver indflydelse i hertugdømmerne. Og i
1867 inkorporeredes endelig begge hertugdømmerne Holsten og Slesvig
i det preussiske kongerige. For de danske i Slesvig gav nu kun den omstridte
paragraf fem i den tysk/østrigske fredsaftale håb om, at de nogensinde
kunne vende tilbage til Danmark.
Slesvig under preussisk styre
»Hans Majestæt kejseren af Østrig overdrager Hans Majestæt kongen af
Preussen alle sine i freden i Wien af 30. oktober 1864 erhvervede rettigheder
til hertugdømmerne Holsten og Slesvig, dog således, at befolkningerne
i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved
fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark«. I
Ovenstående er paragraf fem i den fredstraktat, som blev indgået mellem
Preussen og Østrig ved afslutningen af den preussisk/østrigske krig
i 1866. Den vagt formulerede tekst, oftest benævnt Pragfredens § 5, som
hverken angiver distrikternes størrelse og antal eller nærmere fastsætter
9