VANDRELÆRERE rejsende i dansk kultur - Studieafdelingen og ...

små danske samfund i Sydslesvig. Disse forhold var med til a t danne
baggrunden for vandrelærernes arbejde.
Lidt efter lidt fik skolearbejdet nogle steder bedre rammer. Et eksempel
er 0sterbymark vest for Flensborg. Her havde der som nævnt været
danskundervisning helt fra afstemningstiden. Hos den danske landmand
Peter Lorenzen udfoldedes en lang række danske aktiviteter, og da forholdene
hurtigt blev for små, og en skole ikke kunne oprettes, rejste de
danske i stedet i sommeren 1922 en tilbygning til gården. Denne tilbygning,
kaldet »Peers Pissel«, blev i de følgende år rammen om både skolevirksomhed,
møder og gudstjeneste. »Peers Pissel« fik snart efter følgeskab
af en hel række danske forsamlingshuse i Sydslesvig.
Niels Kjems fortæller, hvordan der i forbindelse med opførelsen blev
lagt hindringer i vejen for arbejdet. Da han opsøgte en tysk vognmand for
at få ham til at køre sten til byggeriet på 0sterbymark, forlangte denne
65.000 Mark for transporten af de 9.000 sten. Herefter konstaterer Kjems:
»Jeg synes det er lidt meget, det er det dobbelte af stenenes værdi«.42
Niels Kjems var en handlingens mand. Et af hans største ønsker var
at kunne indrette en dansk efterskole i landdistrikterne, men hertil var
den danske støtte i de første år for ringe. I det hele taget kan man i
Kjems' dagbøger fra den første tid mærke, at de besværlige vilkår nok
kunne give anledning til anfægtelser. De enkelte familiers frygt for de
tyske omgivelser gjorde, at arbejdet tit tog en anden drejning, end Kjems
havde forestillet sig. I dagbøgerne møder man derfor i de første år ikke
så få bemærkninger, som vidner om skuffelse og desillusion. Usikkerheden
lå lige under overfladen, da han begyndte. »Jeg vil så nødig vende
tilbage som en slagen mand, så skulle jeg hellere været blevet hjemme«,
skriver han f.eks., da arbejdet begyndte i maj 1922. Og i efteråret samme
år ses følgende bemærkning: »Og så er det jo spørgsmålet melder sig:
Hvad kan du udrette hernede, er der noget for dig at gøre, er der nogen
mening i det? Jeg kan ikke se det«. Opgaven kunne synes overvældende.
Den I. november 1922 hed det: »Jeg har i tre dage været i Skibelund. Jeg
kan ikke nægte, jeg ville hellere have blevet der, det var lettere at gå til
end her. Men jeg må jo sige mig selv, at jeg drog her ned med fri vilje.
Det skal køres igennem, gid jeg må få kræfter til det«.43
Kjems' bemærkninger er typiske for flere af de unge folk, som gik i
arbejdstøjet i disse år. De mødte en virkelighed, som ikke svarede til
deres forestillinger. Nogle tog snart hjem igen. Niels og Anna Kjems
derimod gav ikke op.
Problemerne berøres også af Frederik Mommsen i hans erindringer.
Frederik Mommsen stammede fra Harreslev og var i nogle år formand
62